Bent Hansen, formand for Danske Regioner, støtter en ny uddannelse af 'kliniske ekspertsygeplejersker', der skal kunne overtage dele af lægernes arbejde med blandt andet de kroniske patienter.

Det siger han til Dansk Sygeplejeråd.

»Jeg synes, at det er en god idé, at vi får opgaveflytning der, hvor det er fagligt relevant, og det at styrke de faglige kompetencer hos nogle sygeplejersker, så de kan tage sig af flere ting på kronikerområdet, synes jeg er fornuftigt,« siger han.

Ekspertsygeplejerske tiltrækker unge
Regionsformanden hilser blandt andet de kliniske ekspertsygeplejersker velkomne i håbet om, at det kan få endnu flere unge til at søge ind på landets sygeplejeruddannelser.

Samtidig kan efteruddannelsen være en yderligere motivation til de, de allerede er i faget, mener han.

»Der er mange fagligt ambitiøse sygeplejersker, og det kan vi bl.a. se, når vi gerne vil uddanne sygeplejersker inden for f.eks. anæstesiområdet, hvor vi ikke har problemer med at rekruttere ansøgere. Der er mange samvittighedsfulde, ambitiøse sygeplejersker, og det her er en af metoderne til at gøre det attraktivt og tiltrække nogle flere unge mennesker, som vi får brug for de kommende år,« siger Bent Hansen.

Støtte fra regeringen
Forslaget om at oprette en ét-årig efteruddannelse til sygeplejersker blev stillet i sidste uge af regeringspartiernes sundhedsordførere, Birgitte Josefsen (V) og Vivi Kier (K).

Forslaget bliver støttet af sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) og undervisningsminister Bertel Haarder (V), der skal stå for oprettelsen af den nye uddannelse.

I brancheforeningerne er forslaget blevet modtaget forskelligt. I Dansk Sygeplejeråd (DSR) jubler formanden Connie Kruckow, der kalder forlaget for 'en fantastisk idé', mens reaktionen er mere afdæmpet i Lægeforeningen.