Danske Regioner vil øge kravene til åbenhed hos de læger, der ved siden af lægegerningen tjener penge på at arbejde for lægemiddelproducenterne.

Det skriver Politiken.

I forvejen offentliggør Lægemiddelstyrelsen på sin hjemmeside en liste over de godt 1.600 tilfælde, styrelsen har godkendt et samarbejde mellem en læge og en producent.

Men står det til Danske Regioner, så skal Lægemiddelstyrelsen gå skridtet videre, og også offentliggøre lægernes indtægter ved samarbejdet.

»Åbenhed er godt, men vi skal kende aftalens omfang og lønnens størrelse, hvis vi skal have en reel mulighed for at vurdere, om lægen er ved at blive for afhængig af sit fritidsarbejde«, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, til avisen.

Lægerforeningen afviser
Forbrugerrådet og patientforeninger støtter Danske Regions forslag, mens Lægeforeningen er delvis uenig.

»Det er ikke Bent Hansen, der skal afgøre i disse sager – det sker i Lægemiddelstyrelsen. Det afgørende er derfor, at Lægemiddelstyrelsen får aflønningen at vide, så styrelsen kan vurdere, om der er et problem. Men størrelsen af beløbene kommer da ikke andre ved,« siger Lægeforeningens næstformand, Yves Sales til avisen.

Han afviser også, at der skal kunne udskrives bøder til de læger, der glemmer at indberette deres samarbejde med medicinalindustrien, selvom det en årrække har været lovpligtigt.

»Nej, det synes jeg simpelthen ikke, man kan. Lægerne må være undskyldt et langt stykke hen ad vejen, når denne ordning har været så lidt benyttet. De færreste læger har kendt reglerne,« siger han.

Link