Læge, ph.d.-studerende Mette Zacho, radiologisk klinik på Rigshospitalet, undersøger, om hjerte-ct kan bruges diagnostisk i forhold til kontrol af bypassopererede patienter. Disse patienter bliver i dag kontrolleret ved en invasiv undersøgelse, som kan være kompliceret på grund af patienternes tidligere bypassoperation. Mette Zacho undersøger, om hjerte-ct kan erstatte den invasive undersøgelse. Samtidig følger hun en gruppe bypassopererede patienter, hvis blodsammensætning giver dem en større risiko for, at det indopererede blodkar lukker.
Læge, ph.d.-studerende Linnea Hornbech Larsen, hjertemedicinsk klinik på Rigshospitalet, undersøger med støtte fra Hjerteforeningen om hjerte-ct kan bruges til at diagnosticere og vurdere prognosen for patienter med aortaklap forsnævring. De fleste patienter, der skal have opereret deres aortaklap, får lavet en invasiv undersøgelse af kranspulsårerne inden operationen. Hjerte-ct giver lignende billeder, men giver desuden lægen informationer om hjertets anatomiske placering, størrelse og forkalkning af aorta. Derfor undersøger Linnea Hornbech Larsen om ct-billederne vil kunne erstatte den invasive undersøgelse i fremtiden.
Læge Thomas Skårup Kristensen, radiologisk klinik på Rigshospitalet har netop indleveret sin ph.d.-afhandling, som beskriver brugen af hjerte-ct hos patienter med iskæmisk hjertesygdom. Ud over at give billeder af graden af forsnævringer i hjertets kranspulsårer, giver hjerte-ct også oplysninger om venstre hjertekammers sammentrækningsevne, og gør det også muligt at skelne mellem forskellige typer af det såkaldte plaque i kranspulsårerne. Thomas Skårup Kristensen har i sit ph.d.-projekt bl.a. vist, at patienter med et højt indhold af såkaldte bløde plaques på længere sigt har en højere dødelighed end patienter med overvejende forkalkede plaques.
Læge, ph.d.-studerende Tobias Kühl, hjertemedicinsk klinik på Rigshospitalet, bruger i sit projekt hjerte-ct til at undersøge anatomi og funktion af hjertets venstre forkammer, samtidig med, at kranspulsårernes anatomi vurderes. Tidligere undersøgelser, hvor der har været anvendt ultralyd, har vist, at netop evaluering af venstre forkammer bedre end nogen anden faktor kan give et billede af varigheden og intensiteten i den trykbelastning, som hjertet udsættes for ved flere forskellige hjertesygdomme, bl.a. iskæmisk hjertesygdom. Tobias Kühl forventer, at projektet kan give ny viden om, hvilke hjertepatienter, der har særlig høj risiko for at udvikle hjertesvigt eller pludselig død.
Læge, ph.d-studerende Jesper James Linde, hjerte- og lungemedicinsk afdeling på Hvidovre Hospital, undersøger om brug af hjerte-ct-undersøgelser til patienter med akutte, uafklarede brystsmerter kan reducere sygelighed og dødelighed. I dag bruges i stort omfang en såkaldt cykelarbejdstest til at risikovurdere patienter, der har haft en episode med akutte brystsmerter, men hvor en akut blodprop i hjertet er blevet afkræftet. Men metoden er ikke særlig sikker, og der en betydelig risiko for, at patienter med livstruende forkalkninger i hjertets kranspulsårer ikke opdages. Forventningen er, at en del af disse patienter kan reddes ved at indføre den mere nøjagtige hjerte-ct scanning. Patienterne i projektet får desuden lavet en hjerte-ct undersøgelse, hvor blodgennemstrømningen i hjertet måles – denne form for undersøgelse foretages kun ganske få steder i verden.