»Det er ensomt at erkende, at man ikke kan klare jobbet som læge«

Nattesøvnen havde som sædvanlig ikke været den bedste. Træt, men med hovedet fuldt af tanker om den kommende uges bunker af arbejde, havde Steen Petersen forsøgt at falde i søvn søndag aften. Men da han lettere fortumlet vågnede om morgenen mandag 12. juli, var han hurtigt klar over, at det ikke kun var den dårlige og utilstrækkelige nattesøvn, som plagede ham.

Noget andet var ravruskende galt.

Venstre ben kunne ikke bære hans vægt, da han svingede sig ud af sengen, og venstre arm lystrede heller ikke, da han forsøgte at afbøde det uundgåelige fald. Som praktiserende læge gennem 27 år var det ikke svært for ham selv at stille diagnosen: Lammelsen i venstre side af kroppen skyldtes en blodprop i hjernen.

»Jeg vidste jo godt, hvad der var galt, så jeg fik min hustru Stefania til at køre mig til skadestuen på Roskilde Sygehus. Jeg fik ultralydsscannet halspulsårerne og ct-scannet hovedet. En mindre blodprop i højre side af hjernen, men ikke værre end at jeg kunne tage hjem om aftenen.«

Endelig en god nats søvn
Steen Petersen gav kollegerne i praksissen i Tåstrup ved København besked om, at han måtte sygemelde sig. Bevidstheden om, at han for en gangs skyld kunne lægge ansvaret fra sig, fik ham til at slappe af. Den nat sov Steen Petersen tungt og godt, for første gang i mindst fire år.

»Min blodprop er det bedste, som er sket for mig i lang tid,« siger Steen Petersen med et skævt smil, som viser, at han er klar over, at det i andres ører og øjne kan lyde paradoksalt og mærkværdigt, at en alvorlig sygdom kan opfattes som en gave.

»Den betød, at jeg fik sat perspektiv på min tilværelse og langt om længe måtte se på de tiltagende helbredsmæssige problemer, jeg har fået på grund af stress. Den var et advarselssignal, som jeg tager meget alvorligt og hverken kan eller vil ignorere.«

Alt gik op i arbejde
Steen Petersens stressproblemer accelererede for alvor for ca. fem år siden.

»Jeg havde ca. 1.400 patienter og havde rigeligt at gøre. I otte år havde jeg haft lukket for tilgang af nye patienter og bad det lokale samarbejdsudvalg om lov til fortsat at have lukket. Det fik jeg afslag på, og mit patienttal steg hurtigt til 1.600-1.700. Allerede dengang arbejdede jeg 10-12 timer på hverdage, men det rakte ikke, og de fleste weekender gik med at skrive attester og andet papirarbejde. Alt gik op i arbejde, jeg havde ikke tid til familie og venner, fik ingen motion, og arbejdsmængden begyndte også at påvirke mig psykisk.«

»Jeg overvejede at opsøge en psykolog eller tage kontakt til Netværk for Læger, men jeg fandt konstant en undskyldning for at udskyde at søge hjælp. Samtidig gik det i stigende grad op for mig, at det at blive ældre som læge ikke – som jeg nok tidligere havde troet – betød, at jeg følte mig mere sikker i mine beslutninger. Bevidstheden om alle de fejlmuligheder, jeg gennem mange års arbejde som læge var stødt på, lå tværtimod som en tung byrde på mig. Frygten for at træffe forkerte beslutninger gjorde mig handlingslammet, og jeg havde svært ved at træffe beslutninger. Kombineret med mængden af arbejde og de mange nye patienter på kort tid fik det mig i stigende grad til at føle mig afmægtig. Arbejdet fulgte mig konstant, også langt ind i nattesøvnen, som blev stadig dårligere – så kom jeg groggy af søvnmangel på arbejde, og den negative spiral fortsatte med at accelerere,« fortæller Steen Petersen.

Steen Petersen har i dag svært ved at forklare, hvorfor han ikke opsøgte hjælp år tilbage. Overvejelserne har været der mange gange, men er enten blevet skrinlagt eller udskudt, hvis der viste sig det mindste problem – som en optaget telefon.

Set i bagklogskabens grelle projektørlys erkender Steen Petersen i dag, at han burde have søgt hjælp, før tingene eskalerede. Problemstillinger i forhold til arbejdet med patienterne har han kunnet diskutere med kollegerne i samarbejdspraksissen i Tåstrup eller i den lokale efteruddannelsesgruppe af praktiserende læger. Men derfra til åbent at erkende over for sig selv, kolleger, venner og familie, at hans personlige ressourcer ikke længere stod mål med mængden af arbejdsopgaver, var et så stort skridt, at han aldrig tog det.

»Jeg blev lige til det sidste ved med at holde fast i troen på, at jeg kunne magte det hele. Som læge med en lang akademisk uddannelse bag mig mente jeg, at jeg skulle kunne lægge ryg til en stor arbejdsbyrde – og troede også, at omgivelserne forventede det af mig. Lægetitlen kan nemt blive en hæmsko, som gør det svært for dig at erkende, at du ligesom alle andre kan nå dertil, hvor du ikke længere magter arbejdsopgaverne og kan få behov for at opsøge professionel assistance og aflastning. Derfor kan stressproblemer blive et meget privat anliggende, som du nødigt indvier andre i. Det er meget ensomt at skulle erkende, at man ikke kan klare jobbet som læge.«

Steen Petersen kæder ikke sin apopleksi sammen med det forhold, at han i længere tid har levet under hårdt arbejdsmæssigt pres. For nogle år siden blev han sat i behandling for højt blodtryk, og et par måneder før han fik sin apopleksi, var han stoppet med at tage medicin på grund af bivirkninger.

Befrielse
»Min blodprop satte trumf på. Efter 12. juli er jeg kommet i en højrisikogruppe, og jeg vil ikke tilbage til den arbejdsbelastning, jeg havde før. Jeg vil have nogle gode år med min hustru, børn og børnebørn,« siger Steen Petersen, der bliver synligt påvirket ved den blotte tanke om at skulle tilbage til sin praksis.

»Når jeg tænker på arbejdet, påvirker det mig negativt. Jeg skal ikke tilbage, og det er en stor befrielse for mig ikke længere at skulle tænke på klinikken. Men jeg kommer til at savne patienterne – det er jo ikke, fordi jeg har haft svært ved patientarbejdet, der har bare været alt for meget af det. Som praktiserende læge har jeg haft det bedste job i verden. Men det er paradoksalt, at det arbejde, som kan være så givende, samtidig også kan være en enorm belastning. Samtalerne med patienterne er nok det, jeg har sat allerstørst pris på, men det arbejdsmæssige pres er gradvist steget så meget de senere år, at der aldrig har været tid nok til den enkelte patient. Det ødelægger arbejdsglæden. Kombinationen af aldrig at have tid nok til patienterne, stadig flere krav, stadig flere opgaver og alt for meget papirarbejde gjorde det til en pine for mig at gå på arbejde. Derfor havde jeg allerede besluttet mig for at gå på pension, når jeg blev 62 år i foråret 2011 – men blodproppen kom mig i forkøbet, en uge før jeg skulle starte min sommerferie.«

Alt-eller-intet
Steen Petersens beslutning om at stoppe som praktiserende læge er truffet. Men det forhindrer ham ikke i at reflektere over, hvad der kunne have givet ham nogle flere år på arbejdsmarkedet – til gavn for de patienter, der nu skal finde en anden læge, og til gavn for det sundhedsvæsen, som har hårdt brug for erfarne læger.

»Arbejdet som praktiserende læge er et alt-eller-intet job. Vi er selvstændige erhvervsdrivende, men har alligevel ringe indflydelse på, hvor mange patienter vi skal have. Jeg har manglet muligheden for at trappe ned, gå ned i tempo, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have været en bedre læge, hvis jeg tidligere kunne have bremset op. Mange af mine yngre kolleger risikerer at havne i den samme situation, som jeg er kommet i. Samarbejde i større lægehuse og mere udstrakt brug af hjælpepersonale vil nok kunne hjælpe dem, men familielægen, som vi kender i dag, vil til gengæld nok forsvinde.«

Reaktionerne oven på en langvarig arbejdsbelastning og en blodprop i hjernen påvirker fortsat Steen Petersen.

»Jeg er fantastisk træt, og jeg kan ikke koncentrere mig om f.eks. at læse en bog. Men jeg får gjort alt det, jeg burde have gjort for længe siden. Spiser sundere og går lange ture langs fjorden hver dag. Min interesse for kunst og litteratur har jeg forsømt i mange år – den vil jeg gerne genoptage. Nu da jeg er sygemeldt, går det igen op for mig, hvilken luksus det er at have tid til tingene.«

Steen Petersen ser alligevel lyst på fremtiden: »’Det ender lykkeligt’, som en af mine venner plejer at sige. Jeg får en god tilværelse fremover. Men ikke som praktiserende læge.«

»Praktiserende læger er selvstændige erhvervsdrivende, men har alligevel ringe indflydelse på, hvor mange patienter vi skal have. Jeg har manglet muligheden for at gå ned i tempo, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville have været en bedre læge, hvis jeg tidligere kunne have bremset op,« fortæller Steen Petersen, der først efter en blodprop og en sygemelding har fået sin gode nattesøvn igen. – Fotos: Joachim Rode