Det var mængden af ubesvarede spørgsmål om hospitalernes brug om kontrastmidlet Omniscan, der i går fik Dansk Folkeparti til at støtte oppositionens krav om en uvildig undersøgelse.

Det forklarer partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt, til Dagens Medicin.

»Efterhånden som der dukkede flere tilfælde op, hvor Omniscan havde haft uheldige bivirkninger, stod det mere og mere klart, at der var brug for en undersøgelse af Lægemiddelstyrelsens rolle,« siger hun.

De ubesvarede spørgmål var efterhånden blevet så mange, og så alvorlige, at det ikke længere var acceptabelt, hvis styrelsen selv skulle stå i spidsen for undersøgelsen, uddyber hun.

Opposition krævede handling fra DF
Dansk Folkepartis støtte betyder, at et flertal uden om regeringen kan gennemtrumfe en undersøgelse af forløbet, hvor et stort antal danske nyrepatienter har fået alvorlige bivirkninger efter MR-scanning med kontrastmidlet Omniscan.

På et samråd i Folketinget onsdag, havde sundhedsminster Jakob Axel Nielsen (K) ellers afvist, at der skulle være behov for en uvildig undersøgelse. Det synspunkt fastholder han.

Det fik i går sundhedsordførerne fra oppositionspartierne Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten til at kræve en reaktion fra regeringens støtteparti.

»Vi opfordrer Dansk Folkeparti til at stille sig på patienternes side og sammen med oppositionens partier stille krav til ministeren om at igangsætte en uvildig undersøgelse hurtigst muligt,« skrev partierne i en fælles pressemeddelelse