I foråret udkom et nyt sæt retningslinjer fra Dansk Endokrinologisk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin og institut for Rationels Farmakoterapi. Ifølge de nye retningslinjer bør sulfonylurinstof nu være andet valg efter metformin og bruges på lige fod med de nyere og dyrere lægemidler på markedet.
Retningslinjerne anbefaler metformin som førstevalg til behandling af type 2-diabetes, blandt andet, fordi præparatet ikke er forbundet med risiko for lavt blodsukker og vægtstigning og i modsætning til Sulfonylurinstof mindsker risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Selv om knap 60.000 patienter stadig behandles med Sulfonylurinstof, er forbruget faldende, og overlæge på Hvidovre Hospitals endokrinologiske afdeling Ole Snorgaard mener, at den nye anbefaling vil skubbe yderligere til den udvikling.
»Det er stadig i orden at anvende sulfonurinstof som andet valg efter metformin til den rette patient, men igangværende studier af de nyeste lægemidler vil være afgørende for, om anvendelsen bør begrænses yderligere,« siger han.
En bivirkning ved sulfonurinstof er, at især ældre patienter, som ikke spiser nok, risikerer at få lavt blodsukker, som kan føre til ukarakteristiskesymptomer og hospitalsindlæggelse.
Der findes ingen sikre tal for, hvor mange patienter, der får bivirkninger af sulfonylurinstof, og hvor ofte det medfører indlæggelse, men i en rundspørge på Netdoktor.dk blandt 2078 patienter foretaget af Kompas Kommunikation på vegne af MSD Danmark, siger 46 pct., at de oplever symptomer på lavt blodsukker hver måned.
Samme firma har foretaget en rundspørge blandt 186 praktiserende læger, hvor 32 pct. sagde, at de vil fortsætte behandlingen med sulfonylurinstof, selv om patienten får symptomer. Den mest udbredte begrundelse var at det er et lægemiddel, de kender.