Kronikere med to, tre, fire eller endnu flere kroniske sygdomme er i dag mere reglen end undtagelsen, og multisygdom ser derfor ud til at blive en af de helt store udfordringer for fremtidens sundhedsvæsen.
Særligt hårdt ramt er diabetespatienter, hvor patienter uden multisygdom hører til sjældenhederne: 87 pct. af diabetespatienterne har mindst to kroniske sygdomme, og ikke mindre end 47 pct. af diabetespatienterne har fire eller flere kroniske sygdomme.
Det viser en undersøgelse, som Region Midtjylland har lavet baseret på analyser af tal fra regionens Sundhedsprofil 2010.
At diabetespatienterne er særligt hårdt ramt, illustreres af, at 69 pct. af patienterne med diabetes er i behandling for mere end en sygdom – det gælder til sammenligning kun for 29 pct. af kræftpatienterne.
Regionens politikere tager udviklingen så alvorligt, at regionsrådet har nedsat et midlertidigt udvalg for multisygdom, som bl.a. er initiativtagere til en landsdækkende konference om multisygdom, som afholdes i Horsens 14. maj i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner.
For at illustrere de udfordringer, som patienter med multisygdom giver for sundhedsvæsenet – og for patienterne selv – er regionens politikere blevet præsenteret for et tænkt, men ganske realistisk eksempel på en 79-årig kvinde med diabetes, kol, osteoporose, forhøjet blodtryk og slidgigt.
Hvis denne kvinde skal følge de normale behandlingsanvisninger, skal hun tage 12 slags medicin og deltage i 14 former for forebyggende aktiviteter og kontroller.
Specialerne skal arbejde sammen
Seniorforsker Finn Breinholt fra Region Midtjylland forsker i konsekvenserne af multisygdom. Han mener, at det store og stigende antal kroniske patienter med multisygdom præsenterer to store udfordringer. Dels for patienterne selv, dels for sundhedsvæsenets organisering.
»Hvis en diabetespatient også er i behandling for tre andre sygdomme, opstår problemerne. Så bliver det en prioritering fra patientens side. Det bliver op til den enkelte patient at afgøre, hvor mange aktiviteter vedkommende kan overkomme og overskue. For sundhedsvæsenet er udfordringen at få specialerne til at arbejde sammen, og det er ikke så enkelt, som det lyder. Kliniske retningslinjer tager udgangspunkt i enkelte sygdomme. Derfor bør sundhedsvæsenet tænke multisygdom ind i systemerne, så de kan rumme patienter med flere sygdomme og sikre dem den bedst mulige behandling,« siger Finn Breinholt.
Den praktiserende læges rolle som tovholder er afgørende for diabetespatienten med multisygdom, men egen læge kan have svært ved at overskue alle behandlinger, som er sat i gang, og har brug for en tæt kontakt med speciallægerne på hospitalerne.
For selv om praktiserende læger er uddannede til at forholde sig til patienter med flere forskellige sygdomme, vil de ofte have brug for en second opinion, mener praktiserende læge og professor ved Institut for Almen Medicin på Aarhus Universitet, Mogens Vestergaard, der har deltaget i regionens drøftelser om nye tiltag for patienter med multisygdom.
Falder mellem to stole
»Patienter med multisygdom risikerer at falde mellem to stole i et højt specialiseret sundhedsvæsen. For at undgå det skal de praktiserende læger sammen med sygehuslægerne finde mere hensigtsmæssige måder at arbejde på, så vi undgår, at patienterne skal sendes frem og tilbage igen og igen. Sammen skal vi definere, hvad der skal til for at forbedre de mange multisyge patienters sundhedstilstand. For den enkelte patient er det vigtigt, at specialisterne sætter sig sammen og bliver enige om, hvad der bør gøres. Der bør være et økonomisk incitament for både sygehuse og praktiserende læger til at gøre det bedst mulige for den multisyge patient. Det skal kunne betale sig at lave hurtige og velorganiserede forløb, hvor patienten kan få en samlet vurdering på én dag,« mener Mogens Vestergaard.
Fokus på målbare resultater
At der ikke tidligere har været megen opmærksomhed om patienter med multisygdom, kan efter Mogens Vestergaards opfattelse hænge sammen med, at mange års sundhedspolitik har fokuseret på klart målbare resultater.
»Diskussionerne om ventelister, ventetidsgarantier, hjertepakker og kræftpakker har ikke tilgodeset de kroniske patienter, og slet ikke de kroniske patienter med multisygdom,« siger Mogens Vestergaard.
Region Midtjylland åbnede i denne uge en ny klinik for multisygdom på Regionshospitalet i Silkeborg. Klinikken er i høj grad tænkt som et tilbud til regionens praktiserende læger, når de har komplekse patienter med flere kroniske sygdomme, der har brug for en ekspertvurdering/udredning.
»Som praktiserende læge og som forsker mener jeg, at det er et flot tilbud, de kommer med i Silkeborg. Specialisterne samles om patienten, og vi får en helhedsvurdering. Jeg tror, interessen for at bruge klinikken vil være stor blandt de praktiserende læger i området,« mener Mogens Vestergaard.