Blodsukker, kolesterol, blodtryk og vægt.

Der er mange tal for en diabetiker at holde styr på, og det vil Diabetesforeningen gøre lettere med en smartphone app, Dia+, der kan sætte tallene i system. 

»Type 2-diabetes er en sygdom, hvor der er flere parametre, som er vigtige at holde et vågent øje med: Ikke alene blodsukker, men også blodtryk, kolesteroltal og vægt. Det kan være svært at overskue alle disse elementer og huske tallene, så her kan app’en give et bedre overblik,« siger Søren Urhammer, overlæge ved endokrinologisk klinik på Frederiksberg Hospital, i en pressemeddelelse.

Håbet er at få personer med diabetes til at holde bedre øje med deres sygdom, og blive bedre og hurtigere til at reagere på udsving i for eksempel deres blodsukker. Det skal på sigt forhåbentlig kunne sænke antallet af komplikationer som følge af diabetes 2.

Diabetikeren skal skrive sine tal og målinger ind i Dia+, som plotter dem ind i grafer, så brugeren kan se udviklingen. Samtidig kan de holdes op imod de anbefalede værdier og brugerens egne individuelle mål. Graferne kan derudover også sendes til egen læge med mail eller sms.

Dia+ er det seneste skud på stammen over smartphone apps til personer med en klinisk diagnose. Kræftpatienter har lige fået deres egen app med sygdomsspørgsmål, og tidligere på året udviklede man en app til personer med bipolær lidelse.

App’en er udviklet i samarbejde med medicinalfirmaerne AstraZeneca og Bristol Myers-Squibb, og kan hentes gratis til både iPhone og Android.