»Vi laver aldrig et gennembrud uden at give os selv fuldstændigt«

Oluf Borbye Pedersen starter hver dag med en halv times stilhed.

Hvilket kan være lidt svært at forestille sig, når man hører ham fortælle om sine 40 års forankring i forskning. For han taler entusiastisk, passioneret og energisk.

Men en stor del af energien kommer fra det stille morgenritual. Hans ’indre brusebad’.

»Det er som at sætte et stik i en stikkontakt. Så fyldt af energi bliver man,« siger Oluf Borbye Pedersen og rykker begejstret frem i stolen på sit kontor i Universitetsparken på Østerbro for at sikre, at dybden af ritualets betydning formidles ordentligt.

»Det er en kæmpegave at kunne fyldes af glæden uden årsag. Det er der ikke ord for. Det skal opleves.«

Den 66-årige professor, der er forskningsleder både på Novo Nordisk Fondscenter og Lundbeck Fondscenter på Københavns Universitet og en af landets fremmeste diabetesforskere, er kristen kontemplativ. En person, der dagligt giver slip på sig selv i fordybelse. Det har han gjort, siden han var medicinstuderende. 

»Du transcenderer den mentale støj og når ind i din stille væren. Du går i et med noget uendeligt, slipper dit ligegyldige ego og bliver sat på plads som menneske. Du bliver dimensioneret til det, du er, nemlig få gram jord, og dog er du en del af livet med dets mange muligheder,« siger Oluf Borbye Pedersen.

Flere dimensioner
Det virker som et paradoks at være kristen kontemplativ, når man samtidig er naturvidenskabeligt funderet darwinist. Men Oluf Borbye Pedersen har ingen konflikter med evangeliets livsforståelse, som han deler med sin kone, Eva, der er sognepræst, og som han efter snart 37 års ægteskab stadig er »vildt forelsket i«.

»Hun er et fortryllende menneske. Dyb og glad, og når man som jeg er meget engageret i grundvidenskab og anvendt videnskab, er der risiko for, at ens verden bliver lidt flad og endimensionel. Der er det rigtigt godt, at jeg har Eva, som via sit humanistiske og teologiske univers og sin store interesse for kunst og kultur har en tredimensionel tilgang til tilværelsen med langt mere fylde og dybde.«

Så det er ikke uden grund, at Dag Hammarskjöld er Oluf Borbye Pedersens forbillede. Den svenske generalsekretær for FN, der blev dræbt ved et flystyrt i 1961, var nemlig ikke kun en yderst begavet og flittig diplomat. Af hans dagbog fremgik det også, at han var dybt kristen, kontemplativ og et taknemmeligt og ydmygt menneske.

»Jeg skal ikke sige, at jeg lever op til forbilledet, men jeg prøver,« siger professoren med et skævt smil.

For lidt glød i Danmark
En del af den diplomatiske sans har Oluf Borbye Pedersen uden tvivl. Det fremgår flere gange under interviewet, når visse situationer kommenteres. 

På den anden side er professoren heller ikke bange for at tage bladet fra munden, når noget virkelig ligger ham på sinde. Bl.a. når det gælder passion for forskning, som han efterlyser i langt højere grad hos danske akademikere. Han har arbejdet på det berømte Joslin Diabetes Center på Harvard i to år og i halvandet år ledet det dansk/kinesiske forskningskonsortium LuCamp fra Shenzhen lige uden for Hongkong.

»Det er enormt stimulerende at arbejde i de amerikanske og kinesiske vibrerende universitetsmiljøer. Der er arbejdet en livsform. Der er engagement i forskningen. Og uden at ville generalisere virker det noget stillestående her i Danmark. Vi kunne godt trænge til at mobilisere mere glød, flid og begejstring. Er vi ikke lidt for tilbagelænede, og tager vi ikke lidt for meget for givet?« lyder de retoriske spørgsmål fra Oluf Borbye Pedersen.

De medarbejdere, der søger ind hos ham, får at vide, at de skal være klar til at tænke og afprøve videnskabelige hypoteser hele tiden. Og det skal de finde ud af med deres familier.

»Man skal være en ildsjæl, ellers skal man ikke gå ind i det her miljø. Heldigvis har jeg nogle stykker af den kaliber, men de er svære at få fat i,« siger Oluf Borbye Pedersen, der godt ved, at han lyder som en, der synes, at ’alt var bedre i gamle dage’.

Men indeni er han stadig den dynamiske unge Oluf, der har en brændende interesse for sine medarbejdere og sit fag, og som blev overbevist om, at vejen for ham var at forske i diabetes, da han oplevede en gymnasiekammerats død som følge af sygdommen.

Excellence kræver konstant træning
Efter sin embedseksamen fra Aarhus Universitet i 1972, der blev afsluttet med en guldmedalje for en prisopgave, blev han ansat på Århus Amtssygehus hos afdøde professor Niels Schwartz Sørensen. Det samme blev Henning Beck Nielsen, der også siden er blevet ledende skikkelse inden for dansk diabetesforskning. 

Og de to unge løver, som Schwarz Sørensen kaldte dem, kastede sig med ham som en inspirerende og givende mentor over forskning i insulinreceptorer, som på det tidspunkt var helt nyopdagede.

»Vi blev spurgt, om vi ville lade os tænde af emnet, og det gjorde vi. Uden tøven og uden at spørge hjemme først. I perioder lavede vi døgnundersøgelser i forskningskælderen under sygehuset, og så kom vores koner ind med madkurve sammen med vores børn,« fortæller Oluf Borbye Pedersen.

 Dagens Medicin: Tror du, det ville gå i en moderne familie i dag?

»Jeg tror, det handler om at lave karriere forskudt. Mange af mine medarbejdere er hos mig mellem tre og fem år, mens de laver ph.d. eller post doc. I den periode ønsker jeg, at de arbejder det meste af tiden. Det er ekstremt udansk, men vi laver aldrig et gennembrud uden at give os selv fuldstændigt. Vi er som et stort symfoniorkester, hvor vi har ansvaret for hinanden, og vi får ikke indfriet vores ambitioner, hvis ikke vi alle spiller sammen og hele tiden præsterer vores ypperste. Det gør man kun, hvis der trænes konstant. Så kan det ikke nytte noget, at man kommer kl. ni og går kl. 16, fordi man har børn,« siger Oluf Borbye Pedersen, der ikke tror, at man får hans egne tre sønner til at sige, at de har lidt afsavn i deres opvækst, fordi han har været passioneret omkring sit arbejde.

»Vi har lavet alt muligt skægt og udfordrende sammen, og de har altid været med på skift, når jeg har været ude i verden. Det ene udelukker ikke det andet, men jeg tror ikke, at den danske videnskabelige ungdom er klar over, hvor stærk konkurrencen er. Gid flere ville rejse ud og selv få syn for sagen og derved finde deres motivering for at gøre noget særligt,« lyder det fra professoren.

Langt mere knald på forebyggelse
Han holder sig heller ikke tilbage fra at give vores politikere en opsang. I 2000 gik han af efter seks år som formand for Diabetesforeningen, hvor han var ivrig talsmand for en langt mere aggressiv forebyggelsesindsats mod type 2-diabetes og fedme. 

»Vi skal videre med evidensbaseret forebyggelse af de store folkesygdomme. Problemet er, at vi som videnskabsmænd har en ubeskrivelig streng selvcensur. Alt bliver vejet på en guldvægt i en peer review-proces. Det ligger i vores DNA, at vi skal være meget stringente og forsigtige, inden vi giver anbefalinger. Og ja: Vi har kun en fragmentarisk indsigt, og den viden, vi har, er behæftet med mulige fejlvurderinger. Men samtidig har vi også ansvar for en samfundsøkonomi. Derfor er der ingen vej uden om at forebygge på relativ evidens. Vi skal have en ydmyghed over for, at det nok ikke er den endelige sandhed. Men derfor kan man alligevel godt tage rigtigt mange flere politiske initiativer, der fremmer en sund udvikling,« siger Oluf Borbye Pedersen med direkte adresse til Christiansborg.

En tur i mediemøllen
Politikere er han ikke altid er lige imponeret over. Slet ikke i 2010, da Novo Nordisk Fonden gav 885 mio. kr. til det nyt metabolismecenter på Københavns Universitet, og universitetet ansatte ham som forskningsleder.

Den største enkeltdonation til dansk forskning nogensinde druknede fuldstændig i historier om, at Novo Nordisk nu forsøgte at købe sig ind på universitetet, fordi Oluf Borbye Pedersen kom derfra fra en stilling som funktionschef. Det fik dele af pressen op af stolen og dermed som en lemmingeffekt flere politikere til at kræve en redegørelse. 

»Det skuffede mig dybt. En ting er, at journalister bare vil have en let fordøjelig sag, men politikerne reagerede også fra hoften,« siger Oluf Borbye Pedersen, der er mest ked af den start, metabolismecentret dermed fik. 

»Centret blev ikke den gode historie, som det virkelig er.«

Oluf Borbye Pedersen føler ikke, at han personligt led skade, og det er da også svært at beklikke hans uvildighed og mange forskningsgennembrud. Han har modtaget utallige nationale og internationale priser og modtager en lind strøm af midler til sit arbejde. Ikke mindst fra EU og de store danske fonde. 

Efter uddannelsen som speciallæge og en doktorafhandling blev Oluf Borbye Pedersen headhuntet til en stilling som overlæge på det daværende Hvidøre Hospital i 1989, som snart efter blev fusioneret med Niels Steensens Hospital. Her ledede han som funktionschef i 20 år forskning af genetikken bag diabetes og hjerte-kar-sygdomme, og i 2007 stod han så i spidsen for det dansk-kinesiske LuCamp, som vandt en bevilling på 60 mio kr. fra Lundbeckfonden foran 38 andre konsortier. Konsortiet opsporer mutationer i det humane genom og har fundet flere nye mutationer, der relaterer sig til diabetes. 

I 2010 blev Oluf Borbye Pedersen så hentet til Novo Nordisk Fondens metabolismecenter, hvor han er leder af en stor gruppe forskere, der arbejder på at identificere biomarkører i forhold til type 2-diabetes, fedme og hjerte-kar-sygdomme. Det har allerede kastet flere videnskabelige artikler af sig, bl.a. to i Nature, hvor en tredje også er på vej. 

»Det er en fantastisk rejse at have fået en billet til,« siger Oluf Borbye Pedersen.

Pensionistlivet ligger forhåbentlig langt ude i fremtiden, og når forskeren engang går på retræte, bliver det ikke for at lade nysgerrigheden hvile. Så vil diabetesforskningen blive afløst af fordybelse i astrofysik, Händel, Bach og Søren Kierkegaard.