Neurokirurgisk klinik på Rigshospitalet kan i gemytlig kappestrid med Århus Sygehus tage pladsen som den foretrukne afdeling på området. Afdelingen er karakteriseret ved en stærk faglighed og kompetence på selve afdelingens kerneydelse, lægelig ekspertise og udstyret til at håndtere alt inden for neurokirurgi. Men faglighed på højt plan gør det ikke alene, understreger klinikchef Jannick Brennum.
»Det er naturligvis et godt trækplaster at være en højtspecialiseret stor afdeling med et godt akademisk miljø, men det, der især driver området, er begejstring. Ønsket om at gå den ekstra distance for patientens skyld. Vi skal være den foretrukne afdeling for både patienter og medarbejdere,« siger Jannick Brennum.
Neurokirurgiens grænser er udvidet de seneste år. Stadig ældre patienter kan tilbydes operation, sygdomme kan diagnosticeres tidligere, og kirurgerne er ifølge Jannick Brennum også blevet dygtigere. Teknologien medvirker også til at flytte faget, men grundlaget er den faglige og håndværksmæssige ekspertise, teknologien er en forlængelse af kundskaberne. Eller som Jannick Brennum citerer: »A fool with a tool is still a fool«.
Neurokirurgien har i modsætning til tidligere ikke problemer med at rekruttere yngre læger til uddannelsesstillinger. Klinikken kan sammen med de fire øvrige neurokirurgiske afdelinger i disse dage fejre dansk neurokirurgis 75-års jubilæum.
Bedst til neurokirurgi