Mark Krasnik, speciallæge i Thoraxkirurgi og Risikomanager på Rigshospitalet, er ny kandidat til Lægeforeningens formandspost.

Den 58-årige overlæge stiller op til formandsvalget blandt andet med ambitionen om at samle Lægeforeningen.

»Trædes der f.eks. på PLO, trædes der på os alle. Tiltag fra det offentlige påvirker alle i systemet – uanset hvilken forening vi tilhører. Lægeforeningens formands styrke er at bruge de mange kompetencer i hele Lægeforeningens medlemsskare,« skriver Mark Krasnik i sit valgoplæg.

Mark Krasnik sidder i dag i Region Hovedstadens koordinationsforum samt i repræsentantskabet hos Overlægeforeningen og Lægeforeningen. Desuden har han en en fortid i FADL og Yngre Lægers bestyrelse samt repræsentantskabet i både Lægeforeningen og Overlægeforeningen.

Skal lære af målinger
Lægeforeningen vælger sin nye formand sidst på måneden, og faldet valget på Mark Krasnik vil han rette fokus mod at lægestanden i højere grad skal lære af de kvalitetsmålinger, der allerede nu er sat i værk.

»Der har været gentagne kritiske NIP-rapporter, som ikke har medført den ønskede forbedring i patientforløbene. Vi må også erkende, at lægestanden ikke er ufejlbarlig. Den viden, der ophobes i forbindelse med utilsigtede hændelser, patientklagesystemet og Patientforsikringen, skal i højere grad samles og anvendes,« skriver overlægen i sit valgprogram.

»Databaseret ledelse er helt afgørende, så det ikke kun er de politiske beslutninger, der påvirker vores arbejdsvilkår. Vi skal som samlet forening påvirke de politiske beslutninger, så vi ikke kun stiller med en dagorden for vores arbejdsvilkår, men også skaber grundlag for en optimal patientbehandling set ud fra patientens perspektiv.«

Link