Mellem 125 og 175 medarbejdere i Lundbecks forskningsafdelinger kan se frem til at skulle ud på jobmarkedet for at søge nyt arbejde. Det fremgår af det regnskab for 2. kvartal, som medicinalfirmaet har fremlagt i dag.

Regnskabet viste ellers, at firmaets omsætning med ni pct. i forhold til samme kvartal sidste år til i alt 4,1 mia. kr. Kvartallets overskud før skat er ifølge regnskabet på 1,25 mia. kr., hvilket er en stigning på fire pct. i forhold til 2.kvartal 2010.

Men resultaterne ændrer ikke på et igangværende rationaliseringsprogram, som betyder, at op til 175 medarbejder inden for forskning og udvikling – fortrinsvis ansat i hovedkvarteret i Danmark og Lundbeck Research USA i New Jersey i USA – må sige farvel.

»Vi oplever et stigende pres fra kopikonkurrence og pres fra sundhedsreformer i mange lande, og derfor er vi nødt til at fokusere skarpt på at holde vores omkostninger under kontrol. Det betyder desværre, at vi vurderer, at det bliver nødvendigt at afskedige 125-175 medarbejdere fra vores forsknings- og udviklingsafdelinger i især Danmark og USA,« siger Ulf Wiinberg, administrerende direktør for Lundbeck, til Berlingske Tidende.

Regnskabet har ikke fået Lundbeck til at justere sine forventninger til det samlede årsresultat.

Kilde