Norges største sammenslutning af kirurgiske klinikker og private sygehuse, Teres Medical Group, fortsætter indtoget på det danske marked.
Koncernen opkøbte sidste år tre danske privathospitaler og overtager nu også Grymer Privathospital i Skejby. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
»Vores hospital har på trods af krisen klaret sig godt og endda med fremgang. Vi har dog besluttet at blive en del af en større, velfungerende kæde og hermed sikre os hospitalets position på længere sigt. For os har det været vigtigt at få en ny ejer, som arbejder inden for de samme specialer som Grymer Privathospital, og samtidig har fokus på at udvikle vores virksomhed og gøre den til en endnu mere kompetent spiller på det danske marked. Det ønske har vi nu fået opfyldt,« siger Frants Grymer, partner i Grymer Privathospital.
Plastikkirurg Frants Grymer grundlagde i 2004 privathospitalet, som i dag råder over ti sengepladser fordelt på fire stuer og tre operationsstuer.
I 2007 indtrådte plastikkirurg Christian Bang i ejerkredsen.
Både Frants Gryme og Christian Bang fortsætter på Grymer Privathospital, og bliver desuden medejere af Teres Medical Group.
Nicolai Schanche, administrerende direktør hos Teres Medical Group, siger i pressemeddelelsen:
»Vi ser store muligheder i denne investering. Grymer Privathospital har en stærk position på det danske marked inden for plastikkirurgien, som er en del af Teres Medical Groups kernekompetencer, og repræsenterer samtidig en meget høj kvalitet, som er vigtig for Teres Medical Group.«
Forventet opkøb
Opkøbet af Grymer Privathospital er det første i Danmark, siden den kun fire år gamle koncern sidste år annoncerede, at den på trods af overtagelsen af Parkens Privathopital i København, Qauttro Clinic i Frederecia og Artros i Aalborg og planer om nybyggeri i Brøndby ikke var færdig med at opkøbe.
»Kigger vi på danmarkskortet, er der stadig huller, og vi er ikke færdige med at købe op. Der er bestemt plads til nogle flere,« sagde Thomas Broe-Andersen, partner i den norske kapitalfond FSN Capital, som er den største aktionær i Teres Medical Group, i oktober 2010 til Børsen.
Med overtagelsen af Grymer Privathospospital driver Teres Medical Group nu fem privathospitaler og klinikker i Danmark. Derudover råder koncernen over tre svenske og 11 norske privathospitaler.
Koncernen omsatte i 2010 for 471 milloner norske kroner.