Et samarbejde mellem Matas og Uldum Apotek er så omstridt, at det har fået alvorlige konsekvenser for Åse Jensen, der lever sammen indehaveren af Uldum Apotek, Danji Bhanderi.

Åse Jensen har mistet sit job som afdelingschef hos medicingrossisten Tjellesen Max Jenne, fordi ledelsen mente, at hun havde en interessekonflikt p.g.a. sin samlevers samarbejde med Matas.

»Firmaet opfordrede mig ligefrem til at gå hjem og prøve at overtale Danji til at droppe Matas,« siger Åse Jensen til Politiken.

Danji Bhanderi indgik i september en aftale med Matas-kæden, som betyder, at receptmedicin fra hans apotek kan bestilles og afhentes i 13 forskellige Matas-butikker. Aftalen er så omstridt blandt Danji Bhanderis apoteker-kollegaer, at den dansk-indiske apoteker er blevet eksluderet fra A-Apoteket, der er apotekernes største indkøbskæde.

Iwan Alstrup, der er kommerciel direktør Tjellesen Max Jennes, bekræfter over for Politiken, at det udelukkende er Danji Bhanderis samarbejde med Matas, der er årsagen til, at Åse Jensen ikke kan fortsætte i samme job.

»Vi vil ikke så tvivl om Åse Jensens eller firmaets integritet. Og det gør vi, hvis Åse Jensen sidder i en stilling, hvor hun har en direkte kundekontakt, derfor kan hun ikke fortsætte i den funktion‚« siger Iwan Alstrup til Politiken.

Medicingrossisten har tilbudt Åse Jensen en tilsvarende stilling uden kundekontakt, men hun opfatter jobtilbuddet konstrueret til lejligheden.