Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi er træt af de mange historier i pressen om plastikkirurger, der skamferer patienter, og derfor strammer selskabet nu reglerne for sine medlemmer.

»Vi indfører skærpede etiske retningslinjer for vores medlemmer, så de har informationspligt, hvis de ved, at kolleger handler forkert,« siger formanden for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi, Per Bjerregaard, til Ekstra Bladet. 

Det faglige selskab har netop lagt sidste hånd på de nye retningslinjer, som er en direkte konsekvens af de mange sager i pressen om dårligt udførte kosmetiske operationer.

»I årevis har der været uheldige sager oppe i medierne. Og det her kommer som en erkendelse af, at vores speciale har en særlig pressetække i forhold til andre specialer. Men det betyder ikke, at der ikke også er problemer i de andre specialer,« siger Per Bjerregaard.

Sundhedsstyrelsen hilser forslaget velkommen.