Send en ambulance til direktøren. 2008 blev et katastrofalt år for Falck og for firmaets administrerende direktør, Allan Søgaard Larsen, som i første omgang tabte udbudsrunder i Region Sjælland og Region Midtjylland og en luns af Region Hovedstaden til det svenske firma Samariten.
Falck blev reddet på målstregen, da Samariten fik problemer med at få en overenskomst igennem. Region Midtjylland ophævede kontrakten kort før jul og lod ordren gå videre til Falck. Om det samme vil ske i Region Sjælland, afgøres til juni.
Uheldig profil
Skaden er dog sket for Falck. Allan Søgaard Larsen er røget 23 pladser tilbage på magtlisten. Et fald, som til dels kan begrundes i det prestigetab, som følger med de tabte udbudsrunder, men som først og fremmest er en konsekvens af Falck-direktørens noget uheldige profil i flere forløb. I Region Hovedstaden formåede Allan Søgaard Larsen at rage uklar med regionsdirektør Svend Hartling, som følte sig illoyalt behandlet, fordi Falck midtvejs i udbudsrunden opkøbte ambulancekonkurrenten svenske Ulfab uden at orientere Region Hovedstaden.
Noget lignende skete, da Samariten var ved at vinde ambulancekørslen i Region Sjælland, og hvor Allan Søgaard Larsen i pressen valgte at så tvivl om troværdigheden af selskabets bud. Det resulterede i, at den politiske ordfører for Socialdemokraterne i regionen, Tommy Kamp, truede med, at Falck ville blive diskvalificeret fra udbudsrunden, hvis Allan Søgaard Larsen fortsatte med at kommentere forskellen mellem de to bud. Tilbage stod billedet af Falck som den grådige milliardær i klassen, der havde svært ved at se sig udstillet med en prisforskel på 100 mio. kr. for en og samme ambulanceopgave, eller som løsgængeren Freddy Blak formulerede det: »De har haft det store sugerør nede i kassen, og nu kan de godt stikke piben ind.«