Behandlingsgarantien har været et en rigtig god forretning for landets private hospitaler og klinikker, men nu kan luften være ved at gå ud af ballonen.
I hvert fald bliver færre patienter sendt videre til behandling uden for det offentlige, viser en ny opgørelse fra regionerne.
I Region Midtjylland har 12 pct. færre patienter i første halvår af 2010 benyttet garantien for behandling inden for én måned sammenlignet med andet halvår af 2009. Andre regioner oplever en lignende udvikling, skriver Berlingske Tidende.
»Det er et kraftigt fald. Budgetpresset i regionerne fører til, at de offentlige sygehuse selv tager fra. Alle har en interesse i, at vi får brugt pengene på sundhedsområdet rigtigt og får mest muligt ud af dem,« siger Bent Hansen (S), formand for Region Midtjylland og Danske Regioner.
Færre fedmeoperationer og flere udbud
Tilbagegangen i antallet af henvisninger skal blandt andet forklares ved, at de offentlige sygehuse er blevet bedre til at få bugt med ventelisterne, skriver Berlingske Tidende, samt at flere regioner nu forsøger at begrænse antallet af fedmeoperationer, som ellers har skæppet godt i kassen i det private.
Til gengæld er regionerne begyndt at sende behandlinger i udbud, hvor de private får garanteret en vis mændge behandlinger, eksempelvis skanninger.
»Der er ingen tvivl om, at der i øjeblikket sker et skifte i patienttilstrømningen til privathospitalerne.
Selvfølgelig er det klogt af det offentlige at købe fornuftigt ind. For de privathospitaler, der vinder udbuddene, kan det være positivt med en vis, forventet volumen, hvis ellers der er samme fokus på kvalitet, og regionerne er med på at dele den økonomiske risiko,« siger Martin Koch Pedersen, sekretariatschef i brancheforeningen for privathospitaler, BPK, til Berlingske Tidende.
I februar viste en undersøgelse fra BPK, at privathospitalernes omsætning fra patienter fra det fire sygehusvalg var mere end halveret fra 78,6 mio. i juli til september 2088 til 36,6 mio. kr. i samme periode i 2009.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen