»Der er ikke noget at komme efter,« konstaterede Claus Hjort Frederiksen med en slet skjult henvisning til tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) efterhånden berømte vending.
Med Rigsrevisionens konklusioner i hånden forsøgte socialdemokraternes sundhedspolitiske ordfører Sophie Hæstorp Andersen at få finansministeren til at indrømme, at der i flere år er blevet betalt for høje drg-takster til de private hospitaler. Det Radikale Venstres Lone Dybkjær beskyldte den daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmusssen (V) for at sløse med offentlige kroner, mens socialdemokraternes Karen Klint bad om »en lille indrømmelse af, at Rigsrevisionen har ret i deres kritik«.
Claus Hjort Frederiksen blev bombarderet med spørgsmål, men afviste al kritik af, at venstrekollega Lars Løkke Rasmussen skulle have sat en alt for høj pris.
»Vi skal passe på med at være så bagkloge, for ingen vidste på det tidspunkt, hvad omkostningerne ved behandling på privathospitalerne var. Man kan ikke sige, at der blev betalt for meget, for man blev nødt til at sætte en pris, der skulle sikre, at der overhovedet var et marked. Siden har tingene udviklet sig meget.«
Han fremhævede, at Lars Løkke Rasmussen i 2006 måtte leve op til sine lovforpligtelser og fastsætte en takst, da de daværende amter og brancheforeningen for privathospitalerne (SPPD) ikke kunne blive enige om taksterne.
»Jeg tør ikke sige, hvordan markedet var, og om vi kunne have gjort noget anderledes. Ministeren var på det tidspunkt nødt til at skære igennem og finde en pris, der lå nogenlunde mellem de to parters egne forslag,« sagde Claus Hjort Frederiksen.
Det lykkedes ikke oppositionen at få svar på, hvorfor Lars Løkke Rasmussen ikke reagerede, da en arbejdsgruppe på tværs af ministerier allerede i 2006 anbefalede at sende behandlingerne i rammeudbud for at spare penge.
Til gengæld fremhævede Claus Hjort Frederiksen, at netop rammeaftalerne er en »fordelagtig måde at skaffe bedre priser« i regionernes nye aftale med privathospitalerne, som træder i kraft 1. juli år.
Socialdemokraterne og SF har nu indkaldt Lars Løkke Rasmussen i samråd for at få de svar, som Claus Hjort Frederiksen ikke leverede.
Link