Kun en lille del af de kræftpatienter, der bruger alternativ behandling, tror, det kan helbrede dem, og de bruger i stedet de alternative behandlere til at få opfyldt psykiske, sociale og eksistentielle behov. Det viser resultater fra en række forskningsprojekter, som har fået økonomisk støtte fra ViFAB, Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling.
I en af undersøgelserne besvarede godt 3.300 brystkræftpatienter et spørgeskema om deres erfaringer med brug af alternativ behandling. 40 pct. har brugt alternativ behandling som kosttilskud, naturmedicin eller fysiske og mentale teknikker som akupunktur, zoneterapi og yoga.
De forventer kun i begrænset omfang, at den alternative behandling kan hjælpe dem med selve sygdommen: 34 pct. af brugerne af alternativ behandling angiver, at de er nogenlunde eller helt sikre på, at behandlingen har en effekt på deres kræftsygdom. Derimod bruger de alternativ behandling til ikke kun at fokusere på fysiske forhold, men også på psykiske, sociale og eksistentielle forhold ved sygdommen.
’Fokuserer på det positive’
I et andet projekt er 14 kræftpatienter interviewet om, hvad der har fået dem til at opsøge healere. Konklusionen på projektet er, at patienterne ’ligesom healerne forsøgte at fokusere på det positive og glædelige i tilværelsen og tænke positive tanker (…)’. Flere af forskningsprojekterne udspringer fra Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet.
Forskningsleder og professor Helle Johannessen mener ikke, at undersøgelserne skal få kræftafdelingerne til at fare ud og ansætte healere eller andre alternative behandlere, men derimod til at være mere åbne omkring flere aspekter af sygdommen.
»Lægerne bør være bevidste om de psykosociale behov, som kræftpatienterne ikke kan få dækket i det etablerede sundhedssystem. Alternativ behandling kan ikke helbrede kræft, men den kan i mange tilfælde være med til at dække de psykosociale behov, patienterne også har.
Kræftbehandling er i høj grad kirurgi, kemoterapi og strålebehandling, men kræftpatienter har også brug for positive oplevelser, og det kan måske imødekommes ved at ansætte f.eks. massører på afdelingerne,« siger Helle Johannessen.
Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling har støttet en række forskningsprojekter om alternativ behandling.
Akupunktur er en af de populære behandlingsformer for kræftpatienter. Det hjælper dem til at få opfyldt psykiske, sociale og eksistensielle behov, viser forskning. — Foto: Colourbox
Link