Lørdag døde den fjerde dansker, som var smittet med influenza A(H1N1). Manden, der var i 30’erne, var indlagt på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital. Manden var i forvejen svært syg med en kronisk sygdom, og var dermed i risikogruppen for influenza A, skriver Sundhedsstyrelsen.
I alt er fire danskere nu døde efter at være blevet smittet med influenza A(H1N1). En mand i begyndelsen af 60’erne døde onsdag – ligeledes på intensivafdelingen på Hvidovre Hospital med influenza A(H1N1), og en obduktion har bekræftet, at en mand i 30’erne, som 12. november døde i sit eget hjem, var smittet med influenza A(H1N1). I august døde en H1N1-smittet mand fra Nordjylland, mens han var på arbejde som langturschauffør i Norge.
I Norge, som er det skandinaviske land, der indtil nu har været hårdest ramt af pandemien, er influenza A(H1N1) på tilbagetog, efter antallet af smittede toppede i uge 45.
Samtidig har Folkehelseinstituttet analyseret virus fra fra en lamng række norske patienter, og enkelt mutation, som er fundet hos tre patienter, har især påkaldt sig de norske sundhedsmyndighedernes interesse, fordi den måske kan påvirke virussets evne til at sætte sig dybere i luftvejene og dermed føre til et alvorligere sygdomsforløb.
Mutationen er fundet hos to patienter, som var blandt de første, der døde af influenza A(H1N1) i Norge, samt hos en patient, som har været alvorlig syg med den nye influenza. Myndighederne har ikke siden hen fundet den muterede virus hos andre norske H1N1-døde.
»Baseret på det, vi ved indtil nu, ser det ud til, at det muterede virus ikke cirkulerer i befolkningen, men at der kan være tale om spontane forandringer, som er opstået hos det re patienter,« siger direktør Geir Stene Larsen i et statusnotat fra Folkehelseinstituttet.