Danske sygehuse har næsten fordoblet antallet af kræftbehandlinger med kemoterapi, viser nye tal fra Landspatientregistret.
Sidste år gav sygehusene 240.000 kemobehandlinger mod 135.000 i 2004, hvilket svarer til en stigning på 78 procent, skriver Danske Regioner.
»Flere og flere kræfttilfælde bliver opdaget i god tid blandt andet ved hjælp af kontrolskanninger. Behandlingerne er bedre og mere målrettede, og vi har fået mulighed for at behandle langt flere kræftformer,« siger formanden for regionernes sundhedsudvalg, Ulla Astman, til nyhedsbureauet Ritzau.
Øget opmærksomhed
Blandt andet behandlingen af brystkræft er gået kraftigt frem de seneste fem år.
Således blev der i 2009 givet 74 procent flere kemoterapibehandlinger til patienter med brystkræft – blandt andet på grund af øget fokus på screening, kontrolskanning og et generelt løft i opmærksomheden på tegn på kræft.
»Mange flere kvinder er blevet opmærksomme på at holde øje med deres krop. Samtidig, tror jeg, at holdningen til kemoterapi har ændret sig. Flere siger: Vi ved, at det er nødvendigt, og vi kan se, at det virker,« siger Ulla Astman.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen