71 pct. af de indlagte på psykiatriske afdelinger nu er tilfredse med opholdet. Knap halvdelen af de pårørende erklærer sig tilfredse, og det er 24 procentpoint flere end i 2005.
Det viser Danske Regioners undersøgelse ’Patienterne og de pårørende har ordet' (pdf).
Bent Normann Olsen (S), formand for regionernes social- og psykiatriudvalg, begrunder den positive udvikling med, at afdelingerne har forbedret deres indsats.
»De tidligere undersøgelser er blevet evalueret, og de bliver flittigt brugt. Derfor er der fulgt op på de steder, der før ikke var tilfredsstillende,« forklarer Bent Normann Olsen.
Landsformanden for SIND, Knud Kristensen, hæfter sig dog ved, at når næsten halvdelen af de pårørende er tilfredse – så er over halvdelen af de pårørende ikke tilfredse med deres oplevelser i psykiatrien.
»Selv om psykiatrien er blevet bedre, så gør man det stadig ikke godt nok,« siger han.
Ifølge Knud Kristensen er personalet ikke altid dygtige nok til at gøre de pårørende opmærksomme på deres muligheder. Region Midtjylland arrangerer f.eks. kurser for pårørende, men undersøgelsen viser, at kun hver femte pårørende i regionen har følt sig oplyst om dette.
Bent Normann Olsen mener, at undersøgelsen vil gøre personalet mere opmærksomt på de pårørendes behov:
»Efter denne undersøgelse vil de enkelte afdelinger satse endnu mere på at få oplysningerne ud,« siger han.
Han er overordnet glad for, at der er flere tilfredse patienter end pårørende i undersøgelsen.
»Det er jo patienterne, der har den daglige kontakt,« understreger han.
Knud Kristensen er enig i, at patienterne selvfølgelig kommer i første række, men han påpeger samtidig, at et øget fokus på de pårørende i sidste ende også vil komme patienterne til gode.
»Det er gavnligt for behandlingen, at de pårørende bliver klædt bedre på til at håndtere situationen. Så kommer patienterne sig hurtigere. Og mere,« siger Knud Kristensen.
I 2009 deltog 5.289 patienter og 1.250 pårørende i tilfredshedsundersøgelsen, som er udarbejdet af Center for Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.
Thea Storm Pedersen
Kilde