Gigtforeningen er tilfredse med, at Privathospitalernes brancheforening og Danske Regioner har indgået en aftale om reumatologiske udredningsforløb. Men foreningen gør samtidig opmærksom på, at aftalen indebærer en risiko for patienterne.

Det er nemlig kun de offentlige sygehuse, der kan behandle med de effektive biologiske lægemidler, og foreningen savner en sikkerhed for, at patienter, der ikke har effekt af konventionel medicin, henvises til en reumatologisk afdeling og dermed får mulighed for at få biologisk medicin.

»Vi er glade for, at en patient nu er garanteret en hurtig udredning og diagnose, så man hurtigt kan komme i gang med den rigtige behandling, men netop når det drejer sig om behandlingen, så har aftalen den indbyggede svaghed, at at en patient, der bliver fastholdt i behandling på et privathospital, alene vil få tilbudt de konventionelle medicintyper,« siger direktør i Gigtforeningen, Lene Witte i en udtalelse på foreningens hjemmeside.

Gigtforeningen er ligeledes bekymret over, at privathospitalerne mangler den ikke-medicinske indsats, der bl.a. rummer ergoterapi, psykolog, patientuddannelse, beskæftigelsesafklaring og fysioterapi.