Efter flere dages forhandlinger blev Dansk Folkeparti og regeringen i nat enige om landets budget for næste år.

Frem til det sidste var der spænding om placeringen af det kommende supersyghus i midtjylland, som Dansk Folkeparti ønskede rykket til Aulum, blot 16 km fra Gødstrup nær Herning, som både regeringen og regionen har udpeget.

Klokken cirka halv to i nat stod det så klart, at der ikke bliver rørt ved regionens byggeplaner.

»Det sygehus skal ligge i Gødstrup, sådan som regeringen har udmeldt. Og det har vi gjort på baggrund af regionens beslutning og ekspertpanelets indstilling til regeringen,« sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) torsdag morgen til Ritzau.

Kræver redegørelse fra regionerne
I stedet indgik regeringen og støttepartiet en aftale om, at alle regionerne skal kigge sine sygehusplaner igennem endnu en gang og senest til juni 2010 skal præsentere forligsparterne for en garanti for, at placeringen af de kommende supersygehuse ikke vil komme stille borgerne i randområderne dårligere end i dag.

Samtidig er de to partier enige om, at fordoble en eksisterende pulje penge til en halv milliard kroner til beredskabet.

Men pengene bliver først udbetalt, når regeringen og Dansk Folkeparti har sagt god for regionernes redegørelse i det nye år.

»Jeg synes, at det er en lille smule underligt, at vi skal i gang med planer en gang til. Vi har netop udarbejdet akutplaner ud fra de anbefalinger, der er kommet fra Sundhedsstyrelsen,« siger Ulla Astman (S), formand for Regions Nordjylland og Danske Regioners sundhedsudvalg, til DR.

Midtjylland har planen klar
Selvom finanslovsaftalen er endt ud med at involvere alle regionerne, så var stridens kerne utrygheden hos de nordvestjyske borgere, der frygter, at den lange transport til Gødstrup kan ende med at koste liv.

Til Region Midtjyllands hjemmeside siger regionsrådsformand Bent Hansen (S), at regionen allerede er langt med den redegørelse, som Dansk Folkeparti og regeringen er blevet enige om.

»Vi har indtil videre styrket beredskabet i Lemvig ved at indsætte en lægebemandet akutbil. Vi er i Region Midtjylland allerede i gang med at beskrive supplerende tilbud på Regionshospitalet Lemvig. Tilbud, som kan sikre et akut beredskab i lokalområdet og give borgerne i den nordvestlige del af regionen tryghed. Vi vil naturligvis også se på Holstebro, men problemet er – som alle ved – anderledes end i Thyborøn og Lemvig,« siger Bent Hansen.

Regionen mangler kun en sundhedsfaglig af forslaget, inden det kan sendes videre til  behandling i regionsrådet, siger han til hjemmesiden.

Ifølge Jyllands-Posten bliver det centrale for nordvestjyderne, at sygehuset i Lemvig bliver opgraderet, således at sygehuset får en 24 timers akutfunktion, syv dage om ugen året rundt.

Det står der i finansloven om sygehuset i midtjylland

På baggrund af regionsrådets sygehusplan og efter vurdering i regeringens ekspertpanel vedrørende fremtidens sygehusstruktur har regeringen udmeldt og Dansk Folkeparti konstateret, at et nyt sygehus i Gødstrup indgår i den samlede, fremtidige sygehusstruktur i Danmark.

I lyset heraf finder regeringen og Dansk Folkeparti, at der er behov for at sikre de konkrete forudsætninger for en betryggende sygehusbehandling, akutbetjening og præhospital indsats i Holstebro og det øvrige Nordvestjylland. Regeringen vil derfor anmode Region Midtjylland om at udarbejde en plan herfor inden den 1. juni 2010.

Parterne er enige om at drøfte denne plan med henblik på at udmønte midlerne vedrørende den fremtidige sygehusstruktur i Vestjylland.