Ifølge Politiken har Sundhedsstyrelsen valgt at udnævne gravide til en særlig risikogruppe for influenza A(H1N1), og det betyder, at kvinderne kan se frem til at blive tilbudt en af de 1,55 millioner pladser i det kommende vaccinationsprogram mod den nye influenza-subtype.
»Det er blevet besluttet, at gravide i 2. og 3. trimester tilhører en risikogruppe, som er særligt udsat. Derfor skal gravide tilbydes vaccine, når den kommer«, siger Jesper Fisker, direktør i Sundhedsstyrelsen, til avisen.
Vaccinationen vil blive tilbudt under forudsætning af, at vaccinen godkendes til gravide.
Gravide er en risikogruppe
»Der er kommet mere forskning og flere undersøgelser nu, så vi er blevet klogere på, hvordan og hvem den nye influenza rammer. Og nu mener vi, der er belæg for at sige, at kvinder i sidste del af graviditen er i risikogruppen,« siger han.
Det forventes, at Sundhedsstyrelsen vil fordele vaccinationerne således, at op imod 380.000 ansatte i sundhedssektoren kan regne med at få tilbudt vaccinen, ligesom det er tilfældet for cirka 750.000 personer, der udgør de særlige risikogruppper – mennesker med f.eks. kroniske hjerte- og lungesygdomme, diabetes, nedsat immunforsvar eller svær overvægt.
De gravide falder inden for denne særlige risikogruppe.
Derudover vil cirka 300.000 nøglepersoner i inden for en række sektorer få tilbudt vaccinen. Det kan eksempelvis være togførere, flypersonale, politi, medarbejdere i energiforsyningen og folk med forstand på mobil- og internet, skriver Berlingske Tidende.
Mikkel Aabenhus Hemmingsen