Vinterens influenza epidemi har indtil videre ramt op mod 500.000 danskere, hvoraf 5.000 tilfælde blev bekræftet ved laboratorietests.
Det vurderer Statens Serum Institut, der i EPI-nyt samler op på epidemien, der igen er ved at slippe grebet i danskerne. Kun én procent af henvendelserne til vagtlægerne i uge 52 drejede sig således om den nye influenza.
I alt mistede 30 danskere livet i forbindelse med influenza – det drejer sig overvejende om danskere, der i forvejen var alvorligt syge med en kronisk sygdom.
På verdensplan er mindst 12.220 døde efter at være blevet smittet, vurderer verdenssundhedsorganisationen WHO. Reelt er antallet dødsfald dog sandsynligvis højere, da mange dødsfald ikke er blevet sat i forbindelse med A(H1N1), skriver organisationen.
1.000 danskere indlagt
I alt 1.000 danskere har været indlagt, heraf over 80 på intensivafdeling, og det er især børn i aldersgruppen 5-14 år, der har fyldt op på hospitalerne.
Forskning har tidligere vist, at børn og unge har den højeste risiko for at blive indlagt med influenza. Blandt de indlagte har ældre patienter dog den højeste risiko for at dø af sygdommen.
Alt i alt fastholder Statens Serum Institut fortsat, at der var tale om en mild influenzatype, men påpeger også, at konklusionen skal tages med forbehold.
Institutet forventer nemlig, at influenza A(H1N1) i de kommende år vil være det nye sæsoninfluenzavirus i de kommende år.
Læs også
Mikkel Aabenhus Hemmingsen