Testen CCPoint sælges i øjeblikket kun til klinikker og laboratorier, men producenten Euro-Diagnostica forsøger at få testen frigivet til salg i håndkøb.
Hurtigttesten kan på stedet kan analysere få dråber blod, serum eller plasma for indholdet af anti-CCP. Anti-CCP er et antistof, der dannes af immunsystemet som et af de tidlige tegn på leddegigt, og kan spores i blodet, før personen udvikler symptomer.
Men ifølge Gigtforenignen er det ikke alle leddegigtpatienter, der har antistoffet, og omvendt kan man også have antistoffet i kroppen uden nogensinde at få leddegigt.
»Testen kan derfor give både falsk positivt og falsk negativt svar, og derfor vil vi gerne advare imod, at man bruger denne form for hjemmetest som et sikkert parameter for leddegigt. Leddegigt er en alvorlig og potentielt invaliderende sygdom, så det kan føre til både unødige bekymringer og falsk tryghed at få et forkert resultat,« siger Gigtforeningens direktør, Lene Witte.
Hun mener ikke, at testen kan stå alene.
»Vi anbefaler derfor folk at søge læge med det samme, hvis de har den mindste mistanke om leddegigt, for det er vigtigt at opdage sygdommen så tidligt som muligt,« siger Lene Witte.
Ifølge Euro-Diagnostica er hurtigttesten korrekt i over 99 pct. af målingerne sammenlignet med traditionelle blodprøvemålinger, men firmaet understreger alligevel, at prøven altid skal kombineres med kliniske undersøgelser eller andre diagnostiske procedurer.