Sundhedsstyrelsens nye volumenkrav i specialeplanen har udløst en overlevelseskamp mellem hjertecentrene i Vestdanmark.
Sundhedsstyrelsen kræver, at hjertecentrene skal lave mindst 750 operationer om året for at overleve, og satellitsygehuse skal udføre 400. Men antallet af hjerteoperationer er faldende, og hvis tendensen fortsætter, er der slet ikke nok hjertepatienter til at opretholde de nuværende fire vestdanske hjertecentre.
Kampen om patienterne breder sig som faldende dominobrikker fra Odense og op gennem Jylland, og med i faldet kan Aalborg Sygehus og Hjertecenter Varde komme. De risikerer at falde under spærregrænsen.
Det er Region Syddanmark, der har skubbet dominobrikkerne i gang ved at tage hjertepatienter fra Skejby Sygehus og Hjertecenter Varde hjem til Odense Universitetshospital (OUH). Sagen er blevet behandlet i Region Syddanmarks udvalg for gennemførelse af ny sygehusstruktur, og nu skal regionsrådet tage stilling 31. maj.
Læs mere
»Konklusionen vil sandsynligvis blive den samme,« siger sundhedsdirektør Jens Elkjær.
»Hvis Sundhedsstyrelsen holder fast i volumenkravet, er der intet at gøre. Så har vi kun befolkningsgrundlag til ét center i Odense eller i Varde,« siger sundhedsdirektøren og påpeger, at hjemtagning er nødvendig for at holde OUH over 750 operationer.
Manøvren er således nødvendig i en tid med faldende aktivitet og skærpede volumenkrav.
»Dengang vi oprettede regionerne, havde vi ingen forventning om at løbe tør for patienter. Så det er altså helt logisk, at vi trækker patienter hjem, når vi har behov for at beholde et center. Hvis vi lader patienterne, volumen og dermed specialfunktionerne blive på Skejby, er vi ikke for kloge,« siger han.
Hjemtagning påvirker Aalborg
Region Midtjylland står altså til at miste de syddanske hjertepatienter, de hidtil har behandlet. Sidste år drejede det sig om 115 patienter.
Det skaber hul i patientunderlaget på Skejbys hjerteafdeling, og Region Midtjylland vil svare igen ved at trække de midtjyske patienter hjem, som Region Syddanmark behandler.
»Vi anerkender Region Syddanmarks behov for hjemtrækning. Men hvis man i Syddanmark tager alle patienter hjem til OUH, bliver underlaget i Skejby pludselig for lille, og så er vi nødt til også at trække patienter hjem,« siger Leif Vestergaard Pedersen, der er sundhedsdirektør i Region Midtjylland.
Han advarer om, at det vil give problemer for Aalborg Sygehus, som opererer hjertepatienter fra det tidligere Viborg Amt. Dem kan de miste, når Skejby skal lappe hullet efter syddanske patienter.
Ifølge hjerteafdelingen i Aalborg vil det betyde 40-50 færre operationer i forhold til de 444, som de havde sidste år. Det vækker nervøsitet hos regionsrådsformanden i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).
»Vi er da bekymrede for, at antallet af operationer falder. Det lyder ikke af mange, hvis Midtjylland tager 40-50 operationer hjem, men nogle gange er det de ti procent, der skal til for at holde et center oppe. Og alt andet lige vil det gå ud over kvaliteten,« siger Ulla Astman, der dog føler sig sikker på hjertecenterets fortsatte eksistens, da det er skrevet ind i Sundhedsloven.
»Vi ville være kede af at miste patienterne fra Viborg, det er klart. Men vi går ikke og snakker lukning. Vi er obs på det her og er i dialog med Region Midtjylland om, hvordan det skal se ud fremover,« siger Tove Nilsson, cheflæge på Aalborg Sygehus.
I Region Midtjylland bekræfter Leif Vestergaard Pedersen, at man fortsat vil udveksle patienter med Aalborg. Det er nemlig ikke slut med at flytte rundt på hjertepatienterne.
»Området er helt klart under pres, og jeg kan ikke afvise, at der skal ske yderligere konsolidering. Det kalder på planlægning mellem regionerne,« siger Leif Vestergaard og opfordrer Region Syddanmark til at genoptage det vestdanske hjertesamarbejde, der eksisterede på amternes tid.
Hjertecenter Varde
Antal operationer i 2009:
- 216 (plus norske patienter)
- Påkrævet for centerfunktion: 750
- Påkrævet for satellitfunktion: 400
Aalborg
Antal operationer i 2009: 444
Skejby
Antal operationer i 2009: 1.097
- Påkrævet for centerfunktion: 750
Odense
Antal operationer i 2009: 562
- Påkrævet for centerfunktion: 750
Tema