Tallene viser en historisk positiv udvikling – flere danskere træder til med hjælp ved hjertestop uden for hospital, og flere overlever.
Inden for de seneste ti år er der sket en fordobling i antallet af hjertestop, hvor der er ydet livreddende førstehjælp inden ambulancens ankomst.
I 2010 skete dette i 44 pct. af tilfældene mod 20 pct. i 2001, og overlevelsesprocenten er i samme periode steget fra 4 pct. til 10 pct. Det betyder, at 315 personer i 2010 overlevede et hjertestop uden for hospital.
Plads til forbedring
De nye tal kommer fra Dansk Hjertestopregister og er blevet offentliggjort ved en konference om hjertestartere, som Sundhedsstyrelsen, Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden står bag.
Det er professor Christian Torp-Pedersen, der sammen med læge og forsker Mads Wissenberg på vegne af regionernes præhospitale ledere har stået for analyserne af de knap 30.000 hjertestop i perioden 2001-2010, der i dag findes i Dansk Hjertestopregister.
Danskere er blevet bedre til at hjælpe hinanden, men der er fortsat plads til forbedring.
Tallene fra Dansk Hjertestopregister viser bl.a., at der ligger et stort uudnyttet potentiale i hjertestartere, mener Freddy Lippert, akutchef i Region Hovedstaden, i en pressemeddelelse fra TrygFonden.
»De nye tal viser, at der for sjældent anvendes en hjertestarter, før ambulancen ankommer. Der findes formentlig mere end 10.000 hjertestartere i Danmark, men hjertestarterne har ikke været synlige, og folk har ikke vidst, hvor de fandtes,« siger han.
I 2010 fik politiets 1-1-2-alarmcentraler direkte adgang til TrygFondens Hjertestarter-Netværk, hjertestarter.dk, hvor man kan registrere sin hjertestarter og se, hvor den nærmeste er placeret.
Ved alarmopkald kan alarmcentralerne dermed henvise vidner til hjertestop til den nærmeste hjertestarter. Og fra maj 2011 overgik opgaven med at modtage sundhedsfaglige 1-1-2-opkald og hjælpe borgerne ved hjertestop til regionernes AMK-vagtcentraler.