Der er kun svag evidens for, at det giver en klinisk relevant effekt at behandle mild hypertension.
Det vurderer Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) efter at have gennemgået en ny og heftigt debatteret Cochrane-metaanalyse. Samme konklusion er forfatterne bag Cochrane-studiet kommet frem til.
Cochrane-metaanalysen blev for et par uger siden kraftigt kritiseret i Ugeskriftet for Læger af fire ekseperter på hypertensionsområdet. Eksperterne mener, at metaanalysen konkluderer på forældede behandlingsregimer.
På baggrund af kritikken har IRF i sin gennemgang også medtaget viden om den medicin mod hypertension, man bruger i dag. Cochrane-studiet behandler thiazid diuretika og betablokkere som primærvalg og som andet- eller tredjevalg methyldopa, hydralazin, clonidin eller reserpin. IRF har medtaget de nyere antihypertensiva calciumantagonister og midler med virkning på renin-angiotensinsystemet.
IRF konkluderer, at de nye hypertensionspræparater er ligeværdige med de ældre midler, når de kommer til effekt.
»Kritikere af den nye Cochrane metaanalyse har selvfølgelig ret, når de hævder, at de inkluderede studier afspejler en forældet behandlingstradition (…) Men de nyere antihypertensiva – calciumantagonister og midler med virkning på renin-angiotensinsystemet – har først og fremmest færre bivirkninger og ikke bedre effekt end thiazid diuretika eller betablokkere, hvis spørgsmålet er ”hårde” endepunkter. Man må antage, at det er den blodtrykssænkende effekt per se, der betinger antihypertensivas effekt, og alle præparatgrupper er stort set ligeværdige,« skriver IRF på instituttets hjemmeside.
På den baggrund fastslår IRF, at »det i virkeligheden er tallene (Numbers Needed to Treat (NNT) og den absolutte risikoreduktion, red.), patienter og læger skal forholde sig til«.
Instituttet påpeger, at beregninger i Cochrane-studiet tyder på, at det mest optimistiske skøn over effekten af fem års behandling med nutidens antihypertensiva er en absolut risikoreduktion for død af alle årsager på 0,25 pct., og for alle kardiovaskulære hændelser på 0,78 pct. Analysen viste, at antihypertensiv behandling i fire til fem år sammenlignet med placebo ikke reducerede den samlede dødelighed, samt risiko for iskæmisk hjertesygdom, slagtilfælde og alle kardiovaskulære hændelser samlet.
På baggrund af sin gennemgang anbefaler IRF, at både de rekommanderede behandlingsgrænser og behandlingsmål ved hypertension bør genovervejes, også hos type 2 diabetikere.
Bo Christensen, professor på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet og praktiserende læge og en af kritikerne af Cochrane-reviewet, kalder i Ugeskrift for Læger udmeldingen fra IRF for »meget nuanceret«. Bo Christensen, der er formand for arbejdsgruppen for hypertension i Dansk Selskab for Almen Medicin, er heller ikke afvisende over for at justere retningslinjerne:
»De nye retningslinjer kommer i 2014. Og vi har understreget, at lægerne skal bruge mest energi på, at behandle dem, der har størst gevinst, altså dem med høj risiko og højt blodtryk. Det er ikke nyt. Men vi skal altså også have muligheden for at behandle den milde hypertension, når risikoprofilen tilsiger det. Det må Cochrane ikke få afskrækket det praktiserenede læger fra,« siger han til Ugeskrift for Læger.