Hvis det står til sygehusdirektionen på Sygehus Lillebælt, skal kardiologien på Kolding Sygehus fremover udskilles i en selvstændig afdeling.

Kardiologien i Kolding er i dag en del af en bred, almen medicinsk afdeling. Og det kan efter lægelig direktør Dorthe Crügers vurdering være et problem.

»Fordi kardiologien i Kolding ikke tidligere har været en selvstændig afdeling, har det været svært at rekruttere speciallæger til afdelingen,« siger Dorthe Crüger. Medicinsk afdeling i Kolding har i dag fem speciallæger i kardiologi ansat, men sygehusledelsen er ifølge Dorthe Crüger parat til at udvide staben af kardiologer.

Forslaget om at udskille kardiologien fra medicinsk afdeling i Kolding skal nu behandles i sygehusets MED-udvalg, og en endelig beslutning vil formodentlig kunne træffes til januar.

Den nye kardiologiske afdeling vil i givet fald blive en del af en fælles kardiologisk afdeling på Sygehus Lillebælt, og vil omfatte kardiologien i Kolding, Vejle og Fredericia. Når Fredericia Sygehus efter planen lukker i 2015, skal kardiologien herfra overføres til Kolding.

Ledende overlæge på hjertemedicinsk afdeling på Vejle Sygehus, Anne Sejr Knudsen, ventes at skulle lede den fælles kardiologiske afdeling.