Døgnet rundt, året rundt arbejder maskinerne på klinisk biokemisk afdeling på Århus Sygehus med at analysere prøvemateriale. 8,2 mio. analyser bliver det til om året på den højproduktive afdeling, som er læsernes foretrukne på sit område.

Ledende overlæge Lene Heickendorff kan sætte dato på, hvornår det blev muligt for afdelingen at levere prøvesvar på over 100 forskellige analyser døgnet rundt: 17. juni 2008 – særligt interesserede kan også få det præcise klokkeslæt. Når denne dato i særlig grad har fæstnet sig i Lene Heickendorffs erindring, skyldes det, at det var den dag, afdelingen tog helt nyt udstyr i brug. Udstyret var lidt af et teknologisk kvantespring, og afdelingen kunne nu lave analyser døgnet rundt, levere prøvesvar væsentligt hurtigere end før og gøre det kontinuerligt i et langt højere antal end før.

Som en service over for de kliniske afdelinger har klinisk biokemisk afdeling uddannet flere end 4.000 sygeplejersker til selv at kunne måle patienternes blodsukker. Også i forhold til primærsektoren er afdelingen udadfarende.

»Vi tilbyder de praktiserende læger, at de kan bestille mobil prøvetagning i patientens eget hjem, og arbejder også med kvalitetssikring hos de praktiserende læger, hvor vi bl.a. hjælper med at kalibrere deres prøvetagningsudstyr,« fortæller Lene Heickendorff.

Selv om der generelt er mangel på speciallæger inden for klinisk biokemi og kvalificerede bioanalytikere, har afdelingen ingen problemer med at skaffe ansøgere til ledige stillinger. Klinisk biokemisk afdeling har i en del år været akkrediteret. Det er en fordel i dagligdagen, mener Lene Heickendorff:

»Det giver os mere klare målsætninger at arbejde efter og bedre muligheder for at styre og lede afdelingen mod de mål, vi gerne vil nå.«

Bedst til klinisk biokemi