I forbindelse med Regionsrådets vedtagelse af Hospitals- og Psykiatriplan 2020 21. juni har politikerne besluttet, at der skal stilles skrappe krav til bæredygtighed i forbindelse med de kommende års om- og nybyggeri af hospitaler i Region Hovedstaden.
Regionens miljø- og klimaudvalg har derfor vedtaget en række miljømæssige krav, centreret omkring tre overordnede fokuspunkter, som firmaer, der afgiver tilbud på byggeprojekterne skal leve op til. De overordnede fokuspunkter er:
- Energiforbrug og udledning af drivhusgasser
- Miljø- og klimapåvirkning fra byggematerialer, produkter og varer
- Vandforbruget
»Hensyn til miljø og klima er meget vigtigt i regionens kommende hospitalsbyggerier. Derfor stiller vi skrappe krav til tilbudsgiverne om at beregne og dokumentere, hvordan de vil leve op til forventningerne,« siger Lars Gaardhøj (S), formand for Miljø- og klimaudvalget i en pressemeddelelse.
Bæredygtighedskravene til de kommende byggerier indeholder desuden fem konkrete vurderingskriterier, der skal fungere som konkurrenceparametre for tilbudsgiverne. Blandt andet skal firmaerne beskrive, hvordan de vil mindske udledning af drivhusgasser og vandspild.
Alt i alt betyder det, at bæredygtighed skal indgå på linje med f.eks. funktionalitet og pris, når der skal findes en vinder af udbuddet, skriver Region Hovedstaden i pressemeddelelsen.