Region Nordjylland er nu blot få skridt fra at kunne sætte endeligt gang i planerne for et nyt supersygehuse i Aalborg, der skal samle de to nuværende hospitalsmatrikler i ét byggeri.

Regeringens ekspertpanel med tidligere HS-direktør Erik Juhl i spidsen har nemlig givet sin endelige godkendelse af byggeplanerne, og dermed mangler blot regeringens formelle godkendelse, førend pengene kan udbetales.

»Det er godt for Nordjylland, at vi nu er nået så langt, og jeg synes, det dejligt at være nordjyde i dag. Det har været en lang proces at nå hertil, og der er mange i regionen, som har arbejdet hårdt for, at det skulle lykkes at få alle pengene til det nye universitetshospital,« siger regionsrådsformand Ulla Astman i en pressemeddelelse.

Seks konsortier vil tegne ny hospital
Frem mod 2020 skal de 4,1 mia. kr. omsættes til et 134.500 kvm stort hospitalskompleks, der skal rumme begge nuværende sygehusmatrikler i hendholsvis syd og nord.

Region Nordjylland beholder dog en række ambulante funktioner i Medicinerhuset og Onkologibygningen i Aalborg Sygehus Syd i en periode efter det nye universitetshospital står klart.

Aalborg Sygehus udskifter fra januar 2013 Aarhus Universitet ud som primær samarbejdspartner, og får fremover status som et ægte nordjyske universitetshospital, når Aalborg Universitet overtager samarbejdet om klinisk uddannelse af nye læger.

Det er endnu ikke besluttet, hvordan det kommende Aalborg Universitetshospital skal se ud, da regionen endnu ikke har valgt et vinderprojekt blandt da seks konsortier, der tidligere på måneden afleverede et bud.

I marts udpeges op til tre projekter, der går videre til en forhandlingsrunde i foråret, og på regionsrådsmødet i juni udpeger polikerne et vinderprojekt.

Første spadestik bliver taget i 2013.