10. februar fyrer Frederiksberg Hospital 70 ansatte, fordi der skal lappes på et stort underskud. Hele miseren skyldes, at budgetterne løb løbsk, siger direktør Jonatan Schloss.

»Bemærkelsesmæssigt mange penge er gået til løn, vikarer, overarbejde, indkøb af madrasser og meget andet. Mange flere penge, end der var sat af til. Det er dårlig økonomistyring,« siger Jonatan Schloss, som har været direktør siden 1. december.

Flere afdelinger fik først besked om deres budget midt på året, og afdelingslederne kunne ikke følge med i, hvor meget de havde brugt og tjent ind. Samtidig skulle hospitalet overtage og også afgive funktioner til andre hospitaler, hvor der fulgte personale med. Overblikket forsvandt med omlægningerne.

I alt forventer hospitalet at få et budgetunderskud i 2009 på ca. 37,7 mio. kr.

»Det er virkelig beklageligt, og nu skal vi gøre noget ved det. Derfor har vi slået en stilling op som økonomichef og har netop nu en revision i gang, som skal analysere situationen. Vi skal have hele økonomien gransket, så det ikke gentager sig,« siger han.

To nye økonomifolk
Indtil januar har der siddet en anden person som økonomichef på Frederiksberg Hospital.
Hvor vedkommende er nu, har Jonatan Schloss ikke nogen kommentar til, men han konstaterer, at hele administrationen netop er omlagt.

Hvidovre Hospital har netop ansat en ny plan- og økonomichef, der begynder 1. februar. Torben Ø. Pedersen blev direktør på hospitalet i juni sidste år, og allerede dengang besluttede direktionen, at der skulle gøres noget ved økonomien og derfor ansættes en økonomichef.

»De seneste måneder har bragt ubehagelige overraskelser, som f.eks. alt for store udgifter på medicin. Vi har været for dårlige til at lave prognoser for fremtiden,« siger Torben Ø. Pedersen.

Hospitalet forventer at skulle spare 100-110 mio. kr., hvilket primært skyldes, at produktionen ikke har været høj nok til at dække merudgifter.

Udover en økonomichef ansætter hospitalet en ekstra økonomimedarbejder. Torben Ø. Pedersen kan godt forstå, hvis nogen på hospitalet undrer sig over, at de bruger penge på at hyre folk i administrationen, mens de fyrer læger og plejepersonale.

»Men det er helt nødvendigt at ansætte økonomifolk for ikke at ende samme sted som i dag en gang til,« siger han.

Ramte hospitaler: Det bliver konsekvenserne

Planerne for hvordan Region Hovedstadens hospitaler skal få deres økonomi på rette kurs igen, blev fremlagt på regionens forretningsudvalgsmøde i tirsdags. Her er, hvad tre af regionens hospitaler planlægger at udføre, og hvilke konsekvenser de mener, det får. 

Herlev Hospital

  • forventer et underskud på 135 mio. kr. og skal spare 195 mio. kr.

Konsekvenser:

  • Personalet bliver reduceres med 500 stillinger i alt, hvilket indtil videre har ført  til 136 fyringer
  • Service- og kvalitetsforringelser
  • Risiko for faldende aktivitet
  • Nedskæringer på ortopædkirurgisk afdeling
  • Reduktion i kvalitetsarbejde (nip og akkreditering)
  • Længere ventetid på prøvesvar
  • Længere tid til udredning af bl.a. kræftpatienter
  • Forringet uddannelse af yngre læger
  • Større sårbarhed i aktivitet på operationsgange (anæstesi)
  • Nedskæringer på akutmedicinsk omlægning (AMA)
  • Længere ventetid for hjertepatienter


Hvidovre Hospital

  • forventer et underskud på 70 mio. kr. i 2009. De skal spare 107 mio. kr.

Konsekvenser:

  • 225 stillinger forventes nedlagt
  • Service- og kvalitetsforringelser
  • Øget arbejdsbelastning
  • Nedskæringer på bl.a. ortopædkirurgiskorgankirurgisk og operationsområdet

Frederiksberg Hospital

  • forventer budgetunderskud i 2009 på ca. 37,7 mio. kr. Med et krav om øget effektivisering i det nye år, betyder det, at Frederiksberg Hospital skal spare 70 mio. kr.

Konsekvenser:

  • Cirka 100 stillinger skal nedlægges, hvoraf 70 bliver afskedigelser
  • Service- og kvalitetsforringelser
  • Risiko for faldende aktivitet
  • Nedlukning af senge og ambulatorier i reumatologi, urologi og ortopædi