Danmarks vestlige kystlinje slår et 90 graders knæk og efterlader et kuperet landskab af marehalm, et rankt, hvidmalet fyrtårn og uendelige mængder tomt skydeterræn. Mellem klitterne, her på Danmarks yderste forpost med den insisterende vestenvind, dukker en herre op, klædt i sort poloshirt med opknappet krave, Armani-briller, mørkeblå jeans og brune herresko. Han er livlig i sine bevægelser, mens han bestiger den ene klit efter den anden, hvor han standser kortvarigt op, sætter de solbrune hænder i siden, læner hovedet bagover og snuser luften dybt ned i lungerne.

»Ah, er det ikke dejligt? Forestil dig at komme herud efter en lang dag på arbejde og snuse denne luft ind, den friske luft. Få renset ud,« smiler Ricardo Sanchez om sit favoritsted i Danmark til at spise picnic, gå ture og få klaret hjernen.

Han er egentlig slet ikke klædt på til den stride vind og temperaturen, der i dag får hårene på hans sydeuropæiske arme til at rejse sig. I hvert fald ikke at dømme ud fra de grupper af praktisk påklædte turister, der ligeledes har fundet vej til fyrtårnet ved Blåvands Huk. Men det rører ikke den vævre, midaldrende læge, at poloshirten er kortærmet, og sommeren endnu ikke helt er trængt igennem til den nordlige halvkugles atmosfære. Han holder varmen og har optimismen uden på tøjet.

Klitterne og vestkysten er et område, han føler sig hjemme i, fordi han ofte besøger det og tager sin tilrejsende spanske familie med ud i det. For at vise dem det, han opfatter som det ægte Danmark.

»Jeg synes, det er det eneste sted, hvor vi virkelig er i Danmark. Klitterne og havet, som du virkelig kan mærke. Så kan de beholde whiskybæltet derovre ved København. Det her er virkelig hav. Og så er Dannebrog tit hejst i sommerhusenes haver. I Spanien ser man kun flaget på officielle bygninger,« siger Ricardo Sanchez om glæden ved at besøge Blåvands Huk.

Livsværket
Ricardo Sanchez er ikke turist i Danmark, hverken i klitterne eller på operationsstuen, selvom hans udseende antyder det for et uvidende blik. Han kom hertil fra Valencia i 1976 og har boet i Varde i det flade Vestjylland de seneste 13 år.

Han har derfor tilbagelagt de 31 kilometer til fyret ved Blåvands Huk et utal af gange for at koble af efter en lang arbejdsdag, der begynder klokken 7 om morgenen og slutter ud på aftenen.

Arbejdspladsen er HjerteCenter Varde, Danmarks eneste private, højt specialiserede hjertecenter. Centeret er 57-årige Ricardo Sanchez’ livsværk og ønskebarn, som han for 13 år siden realiserede efter et ophold i det danske sundhedsvæsen, der kun skulle have varet en sommer i halvfjerdserne, men nu kører på sit 34. år.

I sit arbejde i både det private sundhedsvæsen og på flere offentlige hospitaler har han oplevet følgende: At danskerne har brug for effektive specialister, der kan løse specifikke opgaver uden at blive sinket af langtrukne processer i store, centraliserede enheder.

Det er blevet hans sygehusfilosofi, og derfor søgte han i 1993 egne veje i det private Copenhagen Heart Center og senere i HjerteCenter Varde. Han ville dengang som nu have mulighed for at gøre tingene på sin egen måde, fordi han mener, det sætter patienten i centrum, uden om det bureaukratiske system, danskerne er lidt for tilbøjelige til at støtte.

Vejen til Vestjylland
Turen, der skal nå sin foreløbige ende på et dansk privathospital ude mod vest, tog sin begyndelse i 1976, hvor Ricardo Sanchez aflagde lægeløftet på Facultat de Medicina de Valencia. Planen for den 23-årige læge var egentlig at tage den eksamen, det dengang krævede for at gøre karriere som hospitalslæge, og få arbejde på den medicinske afdeling, hvor han havde arbejdet under studiet. Men først ville den unge Sanchez afprøve friheden og grænseløsheden med eksamensbeviset i rygsækken, og valget faldt på Danmark. Via en udvekslingsaftale havde flere danskere været omkring Valencia, og den nye spanske læge havde derfor netværket sig frem til at få et klinisk sommerjob langt mod nord.

Men Ricardo Sanchez blev hængende, og resten er denne historie. For han faldt godt til og kunne lide miljøet. Vinteren, der senere på året svøber landet i kulde og som regel støvsuger vore breddegrader for sydeuropæere, afskrækkede ikke, for vigtigst af alt var en meget kendetegnende egenskab ved lægen:

»Når man får en opgave, synes jeg, man skal tage den. Jeg er ikke typen, der flyver fra sted til sted. Man skal give det en chance og se, hvordan det går. Jeg tog af sted og sagde til dem derhjemme, at jeg lige tog en tur til Danmark. Men det gik godt, så da jeg skulle beslutte mig, om jeg ville blive og lade mig videreuddanne, eller tage tilbage til Spanien, faldt valget på Danmark. Jeg synes, at mange ting var interessante i Danmark, så hvorfor ikke bare fortsætte med dem,« siger Ricardo Sanchez om den umiddelbarhed, der efterhånden har bragt ham vidt omkring, indtil han fandt sig selv og sit kald i provinsbyen Varde.

Elsker storbylivet
I Varde blæser vindene ind fra England, og Hamburg er tættere på end København. Varde er endepunktet på vejen til Vestjylland. Sanchez har været igennem en lang søgen efter det sted, der kan opfylde ideen om en specialiseret, effektiv enhed, der kan sendes ind og løse problemerne, hvor de er. En søgen, der i Danmark begyndte på Odense Sygehus, hvor han opnåede en kursusstilling i radiologi, og førte videre til de anæstesiologiske afdelinger på Rigshospitalet og i Gentofte, hvorfra han blev speciallæge i 1987. Alle retningsskift var drevet af den umiddelbare indskydelse, der blev fulgt op af hårdt arbejde.

Men der var også tid til at nyde livet undervejs, især i København.

»Jeg elsker storbyer, så det var dejligt at komme til København fra Odense og få den her storbyfølelse. Desværre var cafékulturen der ikke helt endnu, så det var ikke som i Sydeuropa, hvor man kan komme ud og sidde udenfor og snakke. Her mener jeg ikke de der pubber, hvor man drikker sig fuld, og der lugter ad h… til. Nej, ud og nyde livet. Sådan havde jeg det, da jeg kom til København,« siger Ricardo Sanchez. Han har hverken mistet behovet eller muligheden for at lade den spanske, udadvendte livsstil skinne igennem, selvom parker og stræder er blevet skiftet ud med parcelhuskvarterer og klitlandskaber. Varde og området udenom har masser af frisk luft til hjernen og brede strande, hvor vidderne åbner sig op og inviterer til at sætte sig ned med en kurv mad og et glas vin. Livet er ifølge hjertecenterdirektøren til for at blive nydt, hvor det udspiller sig. Og det er i hans verden der, hvor patienterne behøver ham.

Derfor var skiftet væk fra hovedstaden og over til Varde helt logisk, selvom kløften fra offentligt til privat sundhedsvæsen er for bred at krydse for de fleste. Ricardo Sanchez manglede noget i København og på de offentlige sygehuse. Derfor skulle der et kulisseskift til i både filosofisk og geografisk forstand. Mulighederne for at nyde livet skulle nok dukke op.

Hjertensvej
HjerteCenter Vardes historie begynder i 1997. Dengang gav daværende borgmester i Ribe Amt, Laurits Tørnæs (V), lov til, at Hjertecenteret, der var et samarbejde mellem Ricardo Sanchez og hans ven og hovedinvestor, Montana-rigmanden Peter Lassen, kunne leje en fløj i det nedlagte Varde Sygehus.

Der har det ligget siden, side om side med Varde Sundhedscenter og kommunens arbejdsformidling. Men sidst på måneden flytter privathospitalet til eget revir i udkanten af Varde by. Udstykningen til hjertecenterets egne, friske bygninger har fået sin egen vej, Hjertensvej, hvor det nyplantede græs endnu er helt uberørt og næsten selvlysende.

Så bliver hjertecenteret sit eget, men forlader også de vægge, der bærer på historien om en spansk læge, der fik opfyldt sin drøm om et privat sygehus, der fokuserer på en enkelt ting, der til gengæld bliver gjort til perfektion. En specialistenhed, der er til for patienterne.

»Jeg satte mig med Peter Lassen, og så kiggede vi på et landkort og ledte efter det område, der var dårligst dækket af hjertebehandling, og hvor patienterne blev skubbet mest rundt,« siger Ricardo Sanchez om beslutningen bag hjertecenteret.

Belært af den spæde erfaring med danske privathospitaler, der gik til bunds på grund af manglende aktivitet, havde de to kompagnoner et krav om offentligt samarbejde.

Ribe Amt sendte patienter til Norge dengang, og da Laurits Tørnæs tilbød lokalerne, og resten af amtet stod bag ham med en aftale om at operere patienter, der før var blevet sendt nordpå, åbnede døren sig på klem for Sanchez’ drømme. Først skulle han dog selv brage døren helt op ved at overskride en psykologisk barriere.

»Jeg havde aldrig været i Jylland, så jeg tænkte ’Aldrig i livet. For fanden, det er jo det mørke Jylland’. Varde. Man kan spørge sig selv, hvad jeg skulle der. Men nu havde de rakt hånden ud, og behovet var der for patienterne, så skal man selvfølgelig gøre det,« husker Ricardo Sanchez, der havde samme følelse af malplacering, da han kørte ind i Varde for første gang. Men som så mange gange før sejrede trangen til at handle på en god mavefornemmelse, og i dag morer det ham, når han bliver spurgt om afsavnet til Spanien.

Han har jo fundet et sted, hvor der er brug for ham.

David og Goliat
Mavefornemmelsen, at det private kunne opfylde nogle basale ønsker for både patienter og Sanchez selv, opstod under ansættelsen på Copenhagen Heart Center, en privat hjerteklinik på Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup. Klinikken opererede hovedsagligt hjerter på østtyskere, som kom kørende i ambulance fra det tidligere DDR. Spanieren var med fra 1993.

Projektet oplevede som de fleste privathospitaler stor debat og bevågenhed, men gik til bunds tre år senere, da de tyske sygekasser smækkede i, og klinikken ikke formåede at hente patienter andetsteds. De ansatte læger vendte tilbage til deres faste job, men Ricardo Sanchez savnede friheden og de hurtige beslutningsgange, stemningen var præget af.

»Jeg havde følelsen, at det godt nok havde været dejligt at være sig selv og opleve, at tingene kan gøres anderledes og mere målrettet. Oplevelsen, at jeg havde været med til at lave noget og få det til at fungere, var fantastisk,« siger Ricardo Sanchez, der sammenligner opstarten med at være kunstner og pludselig få modet til at male i sin egen stil, frem for at kopiere andre.

Erfaringerne på det private hjertehospital åbnede narkoselægens øjne for, at det offentlige system stod i vejen for hans sygehusfilosofi. Svipturen væk fra de offentlige sygehuses tryghed og forudsigelighed gav ikke lyst til at vende tilbage. Tværtimod.

»Jeg kom ikke rigtig fremad. Hvis man ønsker fremdrift, er det nemt at blive indebrændt i det offentlige, og det skulle jeg ikke risikere. Hvis jeg ikke får nogen processer igennem, gider jeg ikke. Hvis jeg siger, at noget kan være anderledes, og får at vide, at nej, nej, det skal tages op med den gruppe og den gruppe, mister jeg motivationen. Jeg vil ikke være med til at flytte den elefant og kan ikke. Det er en enorm elefant, det er det,« siger Ricardo Sanchez med dæmpet, næsten resigneret stemme.

Han har bevæget sig ind på et område, der fremkalder David og Goliat-følelser. Ricardo Sanchez er vant til at handle på sine fornemmelser og har brug for friheden til at handle. Den frihed er ikke stor nok i det offentlige, danske system, mener han, og med Hjertecenter Vardes nuværende uvisse situation efter Region Syddanmarks beslutning om at trække hjertepatienter hjem til OUH har den holdning fået en ekstra spand kul. Ricardo Sanchez er i det hele taget forundret over den situation, han mener, at privathospitalerne befinder sig i. Han synes, at hensynet til patienterne og behandlingskvaliteten bliver ignoreret i et ideologisk hensyn til det offentlige sygehusvæsen.

»Jeg blander mig ikke i det politiske spil. Men jeg vil gerne have folk til at forstå, at sundhedssystemet kan være anderledes. Tankesættet omkring privathospitaler skal ændres, for vi har jo allerede private tandlæger og privatpraktiserende speciallæger. Det er, som om ingen har tænkt over, at den private sektor kan forbedre behandlingen og være en del af løsningen. Problemet er bare, at de private hospitaler bliver opfattet som skadelige. Som om det ligger dybt i mentaliteten, at hvis man tjener penge på sundhed og sygdom, så snyder man. Hvis man kapitaliserer på sundhed, forsøger man at lave om på noget for egen vindings skyld. Men altså, lægerne i det offentlige tjener også penge. Jeg mener, det er ideologiske myter, der går igen,« siger Ricardo Sanchez og finder debatten om privathospitaler alt for fokuseret på profit.

»Argumentet er ofte, at privathospitaler kun gør det for pengenes skyld. Men selv har jeg det sådan, at det her kun kan lade sig gøre med faglig viden og tro på, at tingene kan gøres anderledes og til service for patienterne. Hvis man ikke har ånden, er det ikke et privathospital, man vælger. Hvis jeg bare ville tjene penge, skulle jeg være blevet i det offentlige eller have valgt et privat speciale, der var mindre risikofyldt,« siger Ricardo Sanchez og griner afvæbnende.

Ideen om de onde sundhedskapitalister kan ifølge Sanchez også spores i bijobdebatten. »Vi har alle læst i pressen om de læger, der arbejder både i det private og det offentlige, og at de burde skamme sig. Fy. Men det er jo latterligt. For mig har de læger en langt bedre erfaring, hvis de arbejder begge steder. Så er det i hvert fald tydeligt, at de ikke bruger tiden på at gå på bodega. Ha ha. Men helt alvorligt. Det er da bedre, at de arbejder både offentligt og privat i Danmark, fordi de vil være bedre og brænder for deres fag, end at de må rejse til udlandet for at dygtiggøre sig,« mener han.
Viljen mangler til at gøre det umulige

Ricardo Sanchez stopper op i kritikken for en stund og roser Danmark for mulighederne, de mange potentialer og den frihed, der ligger i den måde, vores samfund er indrettet på.

Frihed er et ord, han ofte tager i sin mund. Han bruger det, når han beskriver forudsætningen for Hjertecenterets eksistens, og når han fra fyret ved Blåvands Huk ser på havmøllerne på Horns Rev, langt ude i disen.

Sanchez’ opfattelse af frihed er frihed til at tro på gode ideer. Intet er umuligt i Danmark, hvis vi vil, mener Ricardo Sanchez. Men det er ofte viljen, der er problemet, når danskerne alt for ofte falder tilbage på det, de kender, frem for at afprøve noget nyt og forfølge mulighederne.

»Jeg kan godt lide den åbenhed, der ligger i at sige til en fremmed ’kom her, du kan nok hjælpe os med noget’. Men det siger danskerne ikke. Danskerne tror gerne, de har opfundet den dybe tallerken, at de er verdens navle. Jeg tror, det er meget typisk for en dansker at spørge udlændinge, om de kommer for at lære noget, frem for at spørge sig selv, om man kan lære noget af dem,« siger Ricardo Sanchez.

Den nu 57-årige anæstesiolog kalder mentaliteten i Danmark tør og afmålt og vil endda sige, at den er præget af jalousi. Hvis man skiller sig ud her i landet, er man ude på noget, mener Ricardo Sanchez om sine oplevelser med det, han overbevist tilskriver janteloven. Et begreb, han har opgivet at forklare venner og familie i Spanien, der ikke har et selvstændigt ord for Sandemoses berygtede maksimer.

»Danskere ser meget på, hvad andre har. Hvis naboen har to køleskabe, skal vi også have to køleskabe, uanset hvad ens behov i øvrigt er. Eller hvis en anden har råd til fem køleskabe, så må han være en svindler og bedrager. Man spørger sig selv, hvorfor andre har mere end en selv. I stedet for at sige, at man er tilfreds med det, man rent faktisk har. For mig er det en vigtig pointe at være tilfreds med det, man har,« siger Ricardo Sanchez.

Angsten for at skille sig ud får ifølge Sanchez danskerne til at løfte i flok, selvom det sagtens kunne lade sig gøre at decentralisere og overgive opgaver til de specialiserede enheder.

»I Danmark er man vant til at flytte i fællesskab, og at alt tager tid. Men man kunne have anderledes små enheder, der arbejdede hurtigere. Sådan ser jeg HjerteCenter Varde – som en lille enhed, der kan løse særlige opgaver. Men i Danmark vil man gerne ordne tingene oppefra,« siger Ricardo Sanchez og går til angreb på Sundhedsstyrelsens specialeplan.

»Tankegangen, at alt skal centraliseres, synes jeg er forkert. I erhvervslivet har man fjernet de store hovedkvarterer og erstattet dem med små, tværfaglige og specialiserede enheder, der er gode til at løse særlige opgaver. Centralisering har klare begrænsninger, for det gør slutresultatet meget afhængigt af, om hele kæden kan bevæge sig samtidig,« siger han.

Olsen-Banden i Jylland
Selvom Ricardo Sanchez har holdninger om sundhedsvæsenet og ideer til, hvordan fastlåste processer kunne løsnes, forsikrer han med et grin, at han »gudskelov« aldrig skal være sundhedsminister. Han vil dog gerne give et bud på, hvordan patienterne får bedst mulig behandling.

»God service er at fokusere på de kvaliteter, sygehusene har. Vi skal ikke nedlægge enheder, der er sundhedsmæssigt, samfundsmæssigt og økonomisk velfungerende. Argumentet om, at det strider mod det højere perspektiv, anerkender jeg ikke. Det er kun ham deroppe, der har det store perspektiv,« siger Ricardo Sanchez, mens han peger mod himlen, og tanken får ham til at le.

Solen er ved at forsvinde bag Vesterhavets horisont, mens den insisterende vind er ved at gennemtrænge huden, så hårene rejser sig. På vejen tilbage til bilen får Ricardo Sanchez øje på en bunker, som ligger i sandet og er blevet malet i farvestrålende mønstre af forbipasserende.

Den minder ham om 'Olsen-Banden i Jylland', hvor bunkeren ifølge lægens hukommelse er med som en bifigur.

»Jeg har set alle filmene med Olsen-Banden. Ha ha. De er så gode,« siger han. Det er portrættet af politiet, der mangler motivation til at opklare forbrydelser, og administrationen, der eksisterer for sin egen skyld, der morer ham.

Ricardo Sanchez er på vej hjem fra endnu en tur til Blåvands Huk, der har klaret tankerne og inspireret til nye arbejdsdage. Og mindet ham om, at han hverken savner den offentlige ansættelse eller storbyen herude på det yderste sted i det mørke Jylland, hvor solen stadig skinner, når den er gået ned alle andre steder i Danmark.

Ricardo Sanchez om Danmark

  • Derfor kom jeg til Danmark: På grund af nysgerrighed.
  • Bedste spisested: Henne Kirkeby Kro i Henne ved Vesterhavet, nordvest for Varde.
  • Bedste gåtur: Shoppingtur i København.
  • Her viser Danmark verdensklasse: Inden for design.
  • Bliver du i Danmark til dine dages ende? Ja.
  • Det bedste ved Danmark: Homogenitet.
  • Det værste ved Danmark: Middelmådighed og jantelov.
  • Jeg får nok af Danmark når... det regner i ugevis.
  • Her finder jeg lidt af mit hjemland: På en sommeraften i det fri med vennerne.

Blå Bog

Ricardo Sanchez Garcia, 57

  • 1997 Adm. direktør og overlæge, HjerteCenter Varde
  • 1996-1997 Overlæge på intensivafdelingen, OUH
  • 1993-1996 Overlæge på Copenhagen Heart Center
  • 1990-1993 Overlæge i thoraxanæstesi, OUH
  • 1990 1. reservelæge på anæstesiafdelingen, Rigshospitalet
  • 1987 Speciallægeanerkendelse i anæstesiologi og intensiv medicin
  • 1986-1989 1. reservelæge på anæstesiafdelingen, KAS Gentofte
  • 1985-1986 1. reservelæge på anæstesiafdelingen, OUH
  • 1976-1985 Rotation på flere kliniske afdelinger og kursusstilling i anæstesiologi, OUH
  • 1976 Cand.med. fra Facultat de Medicina de Valencia
  • 1973-1974 Arbejdede under medicinstudiet på Hospital Clinico de la Universidad de Valencia
  • Gift med Anette. Fire børn

E-paper