Selvom samarbejdsaftalen mellem Region Sjælland og Region Syddanmark betyder, at konkurrencen om at behandle sjællandske patienter nu intensiveres, vil Region Hovedstaden ikke ændre strategi.
Ifølge regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen står Region Hovedstaden fast på den nuværende samarbejdsaftale med Region Sjælland.
»Vi har rakt hånden ud til Sjælland og har en aftale om, at vi fordeler regningen for de sjællandske patienter, vi behandler. Det er deleordning – ikke en rabatordning. Vores tilgang er en ’fair deal’, og det er nok anderledes end den købmandsaftale, de har indgået,« siger Vibeke Storm Rasmussen.
Hun vil under ingen omstændigheder være med til at støtte en udvikling, hvor Region Hovedstaden flytter penge for patientbehandlingen til Sjælland. Ifølge Vibeke Storm Rasmussen betaler sjællænderne for, at Rigshospitalet varetager mange af de dyre, højt specialiserede behandlinger, som andre hospitaler ikke kan levere.
Hun ser det som naturligt, at Region Sjælland begynder at udnytte Storebæltsbroen til samarbejde med Syddanmark.
»Jeg ved ikke, om deres aftale kommer til at betyde noget for vores samarbejde med Region Sjælland, men det må vi jo vente og se. De er i deres gode ret til at samarbejde med andre, og så må vi justere størrelserne på vores afdelinger, hvis vi mister en del af patienterne. Vi vil i hvert fald fortsat gerne samarbejde med Sjælland,« siger hun.
Udbygget klinisk samarbejde
Aftalen mellem Syddanmark og Sjælland er første skridt til et formaliseret klinisk samarbejde, og klinikere fra ti store specialer i de to regioner skal i løbet af efteråret komme med anbefalinger til, hvilke behandlinger regionen med fordel kan samarbejde om.
En af kongstankerne bag den nye aftale er, at regionerne kan udnytte hinandens kapacitet bedre. For øjeblikket mangler Region Sjælland f.eks. kapacitet på lungeområdet, mens Region Syddanmark har problemer med at leve op til ventetiderne for brystkræftpatienterne. P
ræcist hvad behovene er, og hvor mange patienter det kommer til at dreje sig om, kan regionerne ikke fortælle, før de kliniske arbejdsgrupper har mødtes.