Mai Pedersen drattede om på scenen midt i en dans til en juleforestilling i 2002.
Hun var utrøstelig, og i månederne efter blev hendes liv langsomt forvandlet til et surrealistisk computerspil, hvor lægerne og alle andre forsøgte at tage røven på hende. Diagnosen paranoid skizofren fik hun sikkert meget tidligt i forløbet, men for Mai Pedersen selv var alt en tåge, indtil hun en dag mødte op på OPUS-centeret og fik at vide, hvordan hun havde det.
»Når man føler sig som den vildeste freak, er det rart, at nogen siger, at det er o.k. at have det sådan. Jeg opfattede ikke mig selv som syg, men samtidig kan jeg huske, at jeg skreg mig selv i søvn i armene på min daværende kæreste. De vidste præcis, hvordan jeg havde det, og det var en kæmpe lettelse,« siger Mai Pedersen.
Dagens Medicin møder hende på OPUS Hvidovre på Vesterbro i København. Centeret gav den i dag 30-årige Mai Pedersen redskaberne til at finde en vej gennem sin sygdom.
Hun er i dag symptomfri og er et af medlemmerne i OPUS-panelet, som forsøger at fortælle omverdenen om de mange succeseksempler på, at også patienter med skizofreni kan leve et godt liv.
De sidste skridt har hun på usædvanlig vis selv taget. Efter syv år med både antipsykotisk og antidepressiv medicin var hun motiveret til at trappe ned og gjorde det helt på egen hånd.
»Jeg havde brug for og lyst til at se, hvordan mit liv ville være uden medicin. Jeg kendte min egen usikkerhed godt nok til, at jeg ikke ville risikere at gå til en læge, som eventuelt ville tale mig fra at stoppe med medicinen. Derfor gjorde jeg det selv, selvom det nok ikke var særligt smart.«
Ekspert i egen sygdom
Hun tog gradvist mindre medicin i en periode fra maj til november sidste år, og da hun endelig gik til sin psykiater, var hun så langt nede i forbrug, at hun kun tog en pille, når hun begyndte at føle, at der var lidt for mange indtryk.
»Min psykiater kunne ikke sige andet, end at jeg jo havde gjort det rigtige. Vi har den fine aftale nu, at jeg selv henvender mig, hvis jeg kan mærke en forværring. De har tillid til, at jeg kan administrere det, og jeg synes også selv, at jeg blevet ekspert i min egen sygdom.«
Mai Pedersen har lært, hvornår hun bliver stresset og er mere påvirkelig. Ord som tankemylder er blevet fyord, som hun skal undgå, fordi hun ikke i samme omfang kan sortere, hvis tankerne ruller derudad.
»Jeg kunne f.eks. få tanker om, hvor dum og ligegyldig jeg var, og jeg kritiserede mig selv for ikke at gøre mig umage. Det næste sekund fik jeg nedtur over, hvordan jeg kunne være sådan en teenagetøs og tænke så taberagtige tanker. Mange mennesker tænker sådan, men med min diagnose kammer det over, fordi man ikke kan stoppe rækken af tanker i tide.«
Hun er rolig og vælger sine ord med omhu. Der er langt til den Mai Pedersen, som i løbet af 2003 blev inddraget i OPUS-projektet. Siden har hun – med et par års forsinkelse – taget en uddannelse som afspændingspædagog på tre et halvt år og har gået på daghøjskole i et halvt år.
Behandlingen på OPUS-centeret var med til at aftabuisere skizofreni, og konkrete handlingsplaner blev Mai Pedersens vej ud af sygdommen.
»På det tidspunkt kunne tøjvask få hele ugen til at falde sammen. Jeg var pinligt berørt over, at jeg ikke fik vasket, fordi jeg syntes, det var for skummelt at gå ned i vaskekælderen. Medarbejderne på OPUS-centeret hjalp mig med en handlingsplan for, hvad der skulle til, for at jeg kunne overskue at vaske dernede. Det hele var meget lavpraktisk og lige det, der skulle til.«
Små bidder
Hun havde konstante forfølgelsestanker. Gik hun på Strøget og så to snakke i mobiltelefon, fik hun hurtigt drejet situationen rundt, så hun troede, at de var i gang med at aflytte hendes mobiltelefon ved hjælp af en chip.
Hun havde også droppet sin dans, som hun ellers flyttede til København fra Jylland for at satse på. Mai Pedersen danser stadig ikke.
»Jeg kunne pludselig ikke lide det, jeg så i spejlet. Typisk for patienter med skizofreni bliver det aldrig helt godt nok, og den perfektionisme er en del af mig. Men jeg har lært at tackle den, så den ikke tager overhånd.«
I mange år har hun spejlet sig i sine veninder, som har gjort deres studier hurtigt færdige, men nu ved hun, at det for hende har været en utopi. Hun er blevet bedre til at tage det hele i små bidder.
Det er, som hun siger, mere spiseligt at spejle sig i små bidder i stedet for i det samlede billede.
Socialt netværk
Mai Pedersen tilhører den gruppe af skizofrene, der ifølge det nye studie fra Psykiatrisk Center København klarer sig bedst. Hun har en studentereksamen og får god støtte fra sine forældre.
Hun mener selv, at hendes venner og familie er en vigtig årsag til, at det er gået hende så godt.
»Jeg har altid fået at vide, at jeg har et stort socialt netværk. Min mor og far og daværende kæreste har givet mig den tillid, som gør, at jeg tør åbne op over for mine venner og tro på, at de godt kan bruge mig, selvom jeg ikke altid er på toppen.«
De har været vigtige for en pige, som har oplevet, at andre, der ikke kendte hende, kunne sætte lighedstegn mellem hende og hendes sygdom.
»Det værste er følelsen af at blive umyndiggjort. Jeg er ikke diagnosen og hedder ikke skizofren. Jeg er stadig Mai. Med min familie og venner har jeg lavet klare aftaler om, at de ikke skal behandle mig med fløjlshandsker på, og det har fungeret rigtigt godt.«
Den store fjende er stress, og i to omgange har hun været indlagt i en måned midt i en eksamensperiode, fordi hun ikke kunne styre tankerne. Selvom hun nu er symptomfri, er det sikkert ikke sidste gang, at hun får et angstanfald eller bliver indlagt, konstaterer Mai Pedersen.
»Måske er det bare ikke så slemt. Jeg har lært at tackle det bedre, og der kommer færre og mindre udsving.«
Det er svært at være lettet over at være på den anden side, når forløbet har været så langt. Men hun har fået så meget overskud, at hun i dag kalder sig glødende optimist.
»Jeg er nok mest af alt taknemmelig. Det lyder som en dårlig Danielle Steele-roman, men når jeg lægger mig på hovedpuden om aftenen, så tager jeg mig selv i at repetere for mig selv, at det har været en dejlig dag. Jeg tager ikke meget for givet længere.«