Forskere fra blandt andet Institut for Folkesundhed har fulgt 16.500 patienter, der har konsulteret deres praktiserende læge.
Formålet har været at finde ud af, om de lægefaglige retningslinjer for kolesterolbehandling bliver efterlevet til fulde i praksis.
Det gør de ikke. 30 pct. af de patienter, der var hjertekarsyge og havde forhøjet kolesteroltal, blev ikke sat i kolesterolsænkende behandling med statiner. Det samme gælder 35 pct. af de patienter, der var i risikogruppen for at udvikle hjertekar-sygdom.
Det skriver Hjerteforeningen i en pressemeddelelse.
Studiet bliver taget meget alvorligt af Hjerteforeningens lægefaglige chef, Gorm B. Jensen, der er rystet over konklusionerne.
»Retningslinjerne er helt klare, og i langt de fleste tilfælde er det muligt at nå behandlingsmålene med medicin. Studiet har afdækket et svigt, som er helt uacceptabelt,« siger Gorm B. Jensen.
Hvis de lægefaglige retningslinjer var blevet fulgt til dørs i den femårs periode, studiet har overvåget, kunne 20 blodpropper og 10 dødsfald være undgået.
Det vurderer Bo Christensen, der udover at være praktiserende læge og medlem af Hjerteforeningens bestyrelse, er professor på Institut for Folkesundhed og medforfatter på studiet.
Hjerteforeningen har flere bud på, hvad der er gået galt, men understreger vigtigheden af uddannelse.
»Hvis manglende viden om de lægefaglige retningslinjer er en af årsagerne til underbehandlingen, må det sikres, at de praktiserende læger klædes tilstrækkelig godt på,« tilføjer Gorm B. Jensen