Som den første kommune i landet bandlyser Hvidovre nu kunstig sol i idræts- og svømmehaller.

Det sker for at dæmme op for unges massive forbrug af de private og kommunale solarier, der kan vise sig at være farlig.

»Vi ved, at risikoen for at få hudkræft er to-tre gange større, hvis bare man går i solarium en gang om måneden. Det synes vi ikke, vi som kommune kan være med til,« siger borgmester Milton Graff Pedersen (S) ifølge Ritzau.

Otte-årige går i solarie
For nylig viste en undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse, at cirka halvdelen af unge mellem 15 og 19 år har været i solarium inden for den seneste måned.

Hver tredje lader sig brune en gang om måneden eller oftere.

Hvidovre Kommune har undersøgt sol-forbruget hos byens borgere, og har blandt andet fundet ud af, børn helt ned i otte-års alderen går i solarie.

Derfor bliver solarie-lukningen ledsaget af en kampagne, der skal gøre de unge opmærksomme på det farlige ved at tage for meget kunstig sol.

Ifølge Ritzau håber projektchef Anja Philip fra Kræftens Bekæmpelse, at andre kommuner følger Hvidovres eksempel.