Det var på dette lille kontor i Skejby, han blev udtaget til landsholdet i urologi en junidag i 2007. Blot sad Truls Bjerklund Johansen på den anden stol ved det runde bord.

Udtagelsen som kaptajn for et af Nordens absolut bedste hold kom fuldstændigt uventet. Den dengang 56-årige nordmand drak kaffe for hyggens skyld på den ledende overlæges kontor og skulle ud ad døren for at nå sit fly til Oslo.

»Truls, hvad vil du sige til at blive chef her,« lød det korte tilbud fra Knud Vendborg Pedersen, som ikke længere selv ville være øverste mand i hierarkiet.

Truls Bjerklund Johansen havde startet frysebehandling af prostatakræftpatienter og nyrepatienter op i Norge, og Skejby Sygehus havde flere gange inviteret ham ned for at undervise de danske læger i de kirurgiske teknikker. Det fremadstormende danske hospital med de høje ambitioner havde udset Truls Bjerklund Johansen til at bringe urinvejskirurgien op i verdenseliten.

»Skejby har et meget stærkt varemærke, så jeg blev naturligvis meget smigret. Min kone og jeg fandt hurtigt ud af, at det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg har altid drømt om at blive chef for en afdeling med så stor faglighed og så meget videnskab,« siger Truls Bjerklund Johansen.

Siden 1990 havde Skejby Sygehus i hans bevidsthed lyst op som en funklende stjerne blandt Nordens hospitaler. På det tidspunkt havde han været på lederkursus, og de havde besøgt Skejby for at se på nyt, moderne hospitalsbyggeri. Århus-hospitalet havde gjort indtryk på nordmanden.

Da han blev ansat, fik han at vide, at Skejby lå nummer seks i den danske liga for urologi, og at det var Truls Bjerklund Johansens opgave at bringe dem op i tabellen. I Dagens Medicins årlige kåring af landets bedste afdelinger lå urinvejskirurgisk afdeling på Skejby nummer tre i 2008, og sidste år avancerede den så til en førsteplads inden for urologi.

Håndboldkaptajnen
»Jeg har lidt samme rolle som min landsmand Ståle Solbakken i FC København.«

Han griner selv ad sammenligningen med sportsverdenen, men når han er i sit lommefilosofiske hjørne, er det måske slet ikke skudt så langt forbi. Mest nærliggende er det dog at drage paralleller til håndbolden. For selvfølgelig spillede Truls Bjerklund Johansen håndbold i sine unge år. Det gjorde ret mange i universitetsmiljøet omkring Oslo og Larvik, hvor han er vokset op. Han var så god, at han nåede en seks-syv landskampe. Debuten fik han i Danmark, som dengang var en betydelig overmagt på håndboldbanerne. Norge tabte, og der skulle gå mange år, før han fik revanche. Blot i en anden disciplin og på hold med en masse danskere.

»At blive chef her var næsten som at komme på landsholdet i urologi. Måske endda mere end det. Her har jeg spillere, som er de bedste på hver sin plads, mens andre er mere tilbagetrukne holdspillere, men mindst lige så vigtige for at nå resultaterne.«

Han fremhæver den særlige holdånd, som er i Skejby.

»Jeg fik fra begyndelsen indtrykket af at spille på hold med de bedste spillere. Det gælder også sygeplejerskerne, som er mere fagligt stærke og engagerede i forskning, end jeg har oplevet i Norge. Det har udelukkende været positivt at komme hertil, og jeg føler, at jeg er en del af et værdifuldt kollektiv, hvor de ansatte viser meget omsorg for hinanden.«

Fuldstændig ro
Med 120 ansatte er han chef for en af Europas større urologiske afdelinger. Urinvejskirurgisk afdeling har specialfunktioner i børneurologi, neurourologi, blære-, penis-, nyre- og prostatakræft og varetager også akutbehandling af patienter med nyrestensanfald og akutte vandladningsproblemer.

Truls Bjerklund Johansen viser rundt på sin afdeling, som er delt op i sektioner efter, hvilke organer de behandler. Hver sektion har sine egne specialister, der ligesom Truls Bjerklund Johansen er nøje udvalgt til at udvikle særlige specialfunktioner.

Klokken er lidt over 15, og der er fuldstændig ro. Hvor er patienterne, tænker journalisten. Det samme spurgte Truls Bjerklund Johansen sig selv om, da han første gang kom til Skejby.

»Afdelingen er fyldt op med patienter. Men der er så meget plads på gangene og stuerne, at det næsten altid virker helt roligt,« siger han og slår igen fast: »Der er altså fuldt booket.«

Hans norske er syngende. De vigtige pointer gentager han et par gange, og han er fan af kunstpauser - ikke for at dramatisere, men for at tænke sig om.

En del af afdelingens maskinpark står gemt væk i et lokale. Flere af robotterne er til frysebehandling og var en del af Truls Bjerklund Johansen-investeringen, da Skejby besluttede sig for at blive førende inden for frysebehandling – eller kryobehandling - af prostata.

Han hilser venligt på de få ansatte, vi passerer. En af dem er Knud Vendborg Pedersen, som gav nordmanden tilbuddet i sin tid, og som i dag er overlæge.

Hvor er mine ansatte?
Før interviewet er Truls Bjerklund Johansen blevet bedt om at tænke over, om der er noget, som undrer ham ved den måde, vi organiserer sundhedsvæsenet på i Danmark. Der går ikke mange minutter, før han nævner arbejdstid. For han forstår det simpelthen ikke. Hvorfor bruger man millioner af kroner på at uddanne specialister i Danmark, og så bruger man dem så lidt?

»Hvor er alle lægerne, var noget af det første, jeg tænkte, da jeg kom til Danmark. Man sender specialisterne hjem kl. 15.00 og lukker operationsstuerne og ambulatorierne. Og så stopper det hele.«

Han stopper selv med at tale. Slår ud med armene og rynker panden. Emnet interesserer ham.
»Jeg fandt hurtigt ud af, at en del af mit hold var på afspadsering, fordi deres korte arbejdstid ikke passer til virkeligheden. De bliver jo længere og skal derfor have fri på et andet tidspunkt.«

I Norge blev Truls Bjerklund Johansen betalt for næsten 50 timer.
»Det undrer mig, at man ikke betaler for flere timer i Danmark, når man samtidig har problemer med for lange ventelister.«

Det er et norsk fjeld med en betydelig ballast, Skejby har rekrutteret. Han blev overlæge i kirurgi ved Sandefjord Sygehus, da han som 33-årig blev færdig som speciallæge. Året efter blev han konstitueret overlæge ved Akershus Universitetshospital, hvor han fuldførte sin urologiuddannelse. Senere har fulgt et utal af ledende poster, som han oftest er blevet headhuntet til og ikke selv har opsøgt.

Tidligt i sin kirurgiske karriere blev det klart for ham, at den norske kirurgiuddannelse led voldsomt under landets geografi. De 25 hospitaler med urinvejskirurgiske afdelinger lå langt fra hinanden, og få kunne leve op til anbefalingerne om ugentlig, struktureret undervisning af de yngre læger. Truls Bjerklund Johansen blev udpeget i 1991 som leder af en arbejdsgruppe, som skulle finde en løsning på problemet.

»Jeg tænkte, at vi måtte udnytte den moderne teknologi og undervise i fællesskab. Det var før internettets tid, men de 25 afdelinger blev knyttet sammen i et pc-netværk, og så holdt vi telefonkonferencer hver anden uge, hvor vi så på elektroniske lysbilleder, vi havde lagret på en fælles server,« forklarer han.

Det var første sted i Europa, at man etablerede et sådant landsdækkende netværk. Truls Bjerklund Johansen blev chef for det faglige netværk, som blev opgraderet til det norske institut for urologi under universitetet i Tromsø. Han blev dermed institutleder og professor.

Internationalt netværk
Med ansættelsen af Truls Bjerklund Johansen købte Skejby sig til succes gennem nordmandens omfattende internationale netværk. Gennem flere år har han arbejdet i regi af det europæiske urologiske selskab og sat sig i spidsen for en del arbejdsgrupper. Han brugte blandt andet sine netværkserfaringer fra Norge til at etablere et internetbaseret registreringsstudie af infektionssygdomme inden for urologien. Det første år var netværket europæisk, senere blev det udvidet til Asien og er nu blevet til en stor database for hele verden kaldet Global Prevalence Study on Infections in Urology (GPIU).

»Jeg har altid forsøgt at stoppe op og tænke over, hvad vi gør i vores fag. Tidligt har jeg tænkt meget over prostatakræft, fordi jeg har været med i faget, siden man begyndte på radikale operationer for prostatakræft. Det havde mange bivirkninger, og overlevelsesgevinsten var marginal, hvis der overhovedet var nogen. Jeg så mig derfor om efter operationsmetoder med færre bivirkninger.«

I samme periode blev han af den norske sundhedsstyrelse bedt om at undersøge brachyterapi, som er en behandling, hvor man sætter radioaktive frø ind i prostata. I forlængelse af undersøgelsen af brachyterapien kom frysebehandlingen, som han altså har taget til sig.

»Jeg tænkte, at det var vejen at gå, fordi der stort set ingen fare var for blødninger, og patienterne kunne måske undgå urininkontinens og bevare erektionsevnen.«

Det begyndte i Norge i 2003, og senere udvidede han frysebehandlingen til nyretumorer. Det var i kølvandet på dette arbejde, at han første gang blev kontaktet af Skejby.

»Hernede har mit internationale netværk haft større betydning, end det havde i Norge. Mine kolleger vil nok sige, at en del af min værdi for afdelingen er, at jeg har haft et stort internationalt netværk.«
Det er lykkedes at sparke frysebehandlingen så godt i gang, at afdelingen i Skejby anses for at være førende i Europa, og sekretariatet for det nyetablerede europæiske register for frysebehandling er også ved at blive placeret her.

Manglende specialisering
Rejsen til Danmark var et skridt i retning af mere struktureret specialisering for Truls Bjerklund Johansen. Urologien er i Norge en overbygning på den generelle kirurgiske speciallægeuddannelse. De urologiske fagmiljøer er små, og det samme er den videnskabelige aktivitet, som halter en del efter den danske. I Norge er det op til den enkelte urolog og den enkelte afdeling at bestemme, hvilke behandlinger de skal udføre.

»Vi diskuterede ofte, at vi måtte hæve det akademiske niveau, og netværkssamarbejdet om uddannelse og konferencer var et led i det initiativ. Men f.eks. lavede stort set alle afdelinger cystektomier (fjernelse af blæren, red.) ved kræft, som er en meget kompliceret urologisk operation og efterbehandling. Det ville ikke forekomme i Danmark, hvor der er helt anderledes hård faglig styring.«

Fordommen om, at Norge har et meget lokalt sygehusvæsen, er ikke skudt helt ved siden, mener han.

»I Danmark kan man jo cykle til det nærmeste hospital i løbet af et kvarter. I Norge kan der være en times flyrejse. Det har den konsekvens, at de norske læger i højere grad er en del af beredskabsordninger og næsten alle skal være kvalificeret til at gå i generel vagt. På mindre hospitaler skal en urolog i Norge f.eks. også kunne håndtere tarmslyng og cirkulationsforstyrrelser i benet. Problemet er bare, at hvis man skal være en habil generel kirurg, så er det svært at være helt i toppen indenfor et lille specialområde.«

Nem integration
Han begyndte at læse medicin i Oslo – i øvrigt sammen med en vis Inger, han havde gået i gymnasiet med, og som nu har været hans kone i 34 år. Sammen har de fået fire børn – tre er læger, mens den sidste er sundhedsjurist. Og for at gøre den store lægefamilie fuldendt er der også kommet et par svenske svigersønner til, som også er læger.

På hans kontor hænger et billede af fire dansende døtre. De er i dag voksne, så timingen med at flytte til Danmark var ganske god. Truls Bjerklund Johansen og Inger har stadig et hus i Norge og rejser en del frem og tilbage. Inger er almenmediciner og er begyndt på en ph.d. i rehabilitering på universitetet i Oslo. På den måde kan hun skrive mange dage i Danmark og har også fleksibilitet til at være bedstemor.

Når man er vokset op i Larvik, kan man som nordmand næsten ikke komme tættere på Danmark. Her går en færge direkte til Hirtshals, og også for Truls Bjerklund Johansen var Danmark et hyppigt feriemål i hans barndom.

På mange måder var det rimelig risikofrit at vælge Danmark, og noget stort integrationsprojekt har det ikke været at få Truls Bjerklund Johansen sluset ind på Skejby. Dagene begynder også her med morgenkonferencer, så det har været nemt for Truls Bjerklund Johansen at falde ind.
Hans opskrift på vellykket integration på en sygehusafdeling er en god omgang med de nærmeste kolleger.

»Man skal være ærlig og seriøs i mødet med kolleger. Kan man vise resultater i form af god patientbehandling, betydningsfulde foredrag og anerkendte publikationer, så bliver man accepteret. Det er med til at opbygge den stolthed, som danskerne har.«

Kollektiv ærgerrighed
Han taler meget om den danske stolthed.

»Det mest overraskende har været den kollektive ærgerrighed, som præger danskerne. I Norge løber vandet ned fra tusind meters højde, så vi kan lave strøm, og borer vi lidt i bakken, så kommer der olie ud. Her er helt fladt, ingen elve og meget mindre olie. Men danskerne klarer sig på vilje. Jeg mærker det på hospitalerne, hvor man bare vil være de bedste – ikke blot i Danmark, men i hele verden.«

Bemærkelsesværdigt har det ifølge Truls Bjerklund Johansen også været, at danskernes selvforståelse som frisindede er pakket ind i en – for en nordmand – sjældent set konservatisme.

»De fleste nordmænd ser på danskere som venlige naboer med sans for god mad og drikke og med et liberalt syn på, hvad man kan tillade sig at sige, skrive og vise billeder af. Og så anerkender vi, at I er bedre til boldspil end os, men at I har vanskeligt ved at stå på ski. Derfor har det været meget spændende at lære noget mere. Danskerne er langt mere konservative, end jeg troede. Den måde, arbejdspladsen fungerer på, og måden, man er over for hinanden, bærer præg af gamle traditioner, som for mig er tegn på, at I har været en selvstændig nation længere end Norge. Som et lille eksempel siger I god morgen, god aften og kom godt hjem. Det samme gjorde mine norske bedsteforældre. I Norge siger man kun hei.«

Han kalder det en blanding af tysk og engelsk mentalitet.

»I har lidt af den formalisme, man har i Tyskland, og den sunde, reflekterende skepsis over for nye ting, som man har i Storbritannien.«

Dagens Medicin: Jeg tror da ikke, at danskerne oplever sig selv som formelle og konservative?

»Nej, måske ikke. Men I er hårdere mod hinanden i arbejdslivet end i Norge, hvor de ansattes sociale rettigheder måske er blevet for omfattende. Samtidig holder I også receptioner, når folk bliver ansat og forlader arbejdspladsen, i et helt andet omfang og med et meget mere seriøst indhold, end jeg har været vant til fra Norge.«

25 år tilbage i tiden
Mødet med det danske sundhedssystem var på mange måder et hop tilbage til tidligere tider for Truls Bjerklund Johansen. På godt og ondt.

»Jeg følte, at jeg gik 25 år tilbage i min karriere, når det gjaldt måden, afdelingerne var organiseret og brugen af papirjournaler. Det var næsten helt trygt,« siger han og forsøger at forklare:

»I har et omfattende hierarki på sygehusene, som vi havde i Norge for 25 år siden. Her har man introlæger, reservelæger, 1. reservelæger, afdelingslæger og overlæger - en hel stribe forskellige læger. I Norge er man gået væk fra det system, dels fordi yngre læger forventer at blive overlæger, lige så snart de er færdig med deres speciallægeuddannelse, dels fordi man fra sundhedsvæsenets top finder det nemmere at styre uden alle de mange grupperinger.«

Ifølge Truls Bjerklund Johansen fungerer hierarkierne på hospitalerne godt, og alle tager det ansvar, de skal i deres positioner. Samtidig er det en styrke ved den danske organisation, at læger og sygeplejersker er repræsenteret i hospitalsledelserne, hvilket ikke altid er tilfældet i Norge.

Til gengæld hørte mødet med de danske it-systemer til i posen med negative overraskelser.

»I Norge kunne jeg sætte mig ved en computer hvor som helst på hospitalet, og via ét log-in kunne jeg læse journaler og få adgang til røntgen- og blodprøvesvar. Her er der, jeg ved ikke hvor mange forskellige programmer med forskellige koder og megen ventetid. Det skaber en betydelig frustration og gør det f.eks. vanskeligt at implementere hospitalsledelsens effektiviseringskrav.«

De kritiske danskere
Han er nyvalgt leder for det regionale samarbejdsforum for urologi. Ifølge Truls Bjerklund Johansen er de danske fagmiljøer kendetegnet ved en positiv debatkultur.

»I urologiske kredse har man en meget dannet diskussion blandt kolleger. I Norge kan man godt blive uvenner, hvis man skal diskutere samarbejde. Her kan man forholde sig professionelt til det, selvom man ikke er enige. Måske kan man sige, at danske læger er mere civiliserede på det område.«

En del af danskernes stolthed kommer også til udtryk som sund skepsis over for nye behandlinger, forklarer han. Et eksempel er diskussionen om behandling af prostatakræft.

»Jeg har stor respekt for den debat, man har haft i aviser og i tv, hvor man diskuterer, om det er rigtigt at diagnosticere patienter tidligt og tilbyde operation. Første regel for en læge er ikke at skade patienten. Som eneste land har man i Danmark rejst debatten, om tidlig diagnostik af prostatakræft er foreneligt med lægeløftet. Der er for nylig kommet resultater fra videnskabelige studier, som viser, at screening ikke hjælper patienterne. Det har Danmark taget meget alvorligt.«

Måske kommer det med den danske selvtillid, foreslår han.

»Danmark er måske et af de mest selvstændige lande i Europa, når det handler om at være kritisk over for sundhedsinput fra USA. I Norge, Sverige og Finland kaster man sig hurtigt på alle bølger af behandlinger fra USA. Her siger man stop lige et øjeblik og ser kritisk på evidens.«

Ikke desto mindre er det netop indflydelse fra det amerikanske sundhedsvæsen, som truer den danske model. I USA påvirkes sundhedstilbuddene af muligheden for at tjene penge, men disse tilbud bør man ikke uden videre overføre til den skandinaviske velfærdsmodel, mener han.

»Vi mangler et prioriteringsværktøj i det danske sundhedsvæsen. Sparekravene begynder efterhånden at nedbryde velfungerende afdelinger, og derfor er der behov for en diskussion af, om vi benytter hospitalerne på den rigtige måde, og om vi behandler de rette patienter.«

I Norge har der været en god prioriteringsdiskussion, og en arbejdsgruppe har konkretiseret, hvordan en sådan prioritering kan gennemføres. Endnu har der ikke været politisk mod til at gennemføre det, men ideen kunne man godt tage op i Danmark, mener han.

Stjerner på skuldrene
Der er ikke meget, der tyder på, at Truls Bjerklund Johansen er ved at forlade Danmark igen. Det er stadig alt for spændende. Når han i udlandet præsenterer sig som ledende overlæge i Skejby, har han allerede en ekstra stjerne på skulderen i forhold til sin tid i Norge. Det giver, som han siger, tyngde at komme fra Skejby.

En stor del af æren for at holde sammen på afdelingen går også til Truls Bjerklund Johansen. Han tog et sæt spillekort med til de seneste spareforhandlinger med hospitalsledelsen, og det lykkedes ham som eneste ledende overlæge at gå derfra med flere ansatte, end han havde i forvejen. Hvert kort symboliserede en læge på afdelingen, og han lagde de 25 kort pædagogisk frem på bordet ét efter ét, mens hospitalsdirektør Per Askholm Madsen så på.

»Så mange læger skal jeg bruge i vagt, og så mange læger skal operere. Men som du kan se, har jeg ikke flere kort til stuegang.«

Det kunne Per Askholm godt se og sagde i sidste ende god for at droppe sparekravene og ansætte 10 medarbejdere yderligere.

Sådan kan det jo gå, når man henter en tidligere norsk landsholdsplaymaker til landet.

Truls Bjerklund Johansen om Danmark

  • Derfor kom jeg til Danmark: Fordi jeg blev inviteret og fandt det meget fristende.
  • Største oplevelse: Mine medarbejderes dygtighed, ærgerrighed og venskab giver daglig glæde.
  • Bedste spisested: Tager gerne min kone og vore gæster med i latinerkvarteret i Århus midtby.
  • Bedste gåtur: På steder med en smuk solnedgang, med træer og blomster, og hvor der er mulighed for aftendukkert.
  • Her viser Danmark verdensklasse: I næringslivet, i pressen, i håndbold - og i børneurologien.
  • Bliver du i Danmark til dine dages ende? Jeg ved heldigvis ikke, hvornår mine dage ender, men jeg vender nok tilbage til mine børn og børnebørn i Norge før eller siden.
  • Det bedste ved Danmark: Den høje himmel og den vide horisont samt danskernes stolthed og uafhængighed.
  • Det værste ved Danmark: IT-systemet på hospitalet og bil- og flytrafikken om vinteren.
  • Jeg får nok af Danmark, når... Den oplevelse har jeg endnu ikke haft.
  • Her finder jeg lidt af mit hjemland: I vore fælles juletraditioner.
     

Blå bog

Truls Bjerklund Johansen, 59

  • 2007 Ledende overlæge på urinvejskirurgisk afdeling på Skejby Sygehus
  • 2007 Professor i urologi ved Aarhus Universitet
  • 1993 Professor i medicin (urologi) ved Tromsø Universitet
  • 1988-2007 Leder af urologisk afdeling på Telemark Hospital
  • 1984 Speciallæge i kirurgi
  • 1976-1988 Færdig som læge og blev oplært og arbejdede som kirurg og urolog på Telemark Hospital, Sandefjord Hospital og Akershus Universitetshospital, Oslo
  • Har været formand for det europæiske selskab for urologiske infektioner siden 2007 og er medlem af flere videnskabelige arbejdsgrupper i europæisk og skandinavisk regi. For øjeblikket er han bedømmer på 13 forskellige tidsskrifter i hele verden
  • Gift med Inger, der også er læge. Sammen har de fire voksne døtre

E-paper