De indiske læger, som er hentet til landet for at afhjælpe lægemanglen, fungerer slet ikke som speciallæger, men i stedet som en slags 1. reservelæge under en overlæges supervision, skriver Berlingske Tidende.

Autorisationen til speciallæge tager mindst to år, hvilket har vakt stort kritik blandt overlægerne på sygehusene.

Ikke speciallæger i dansk forstand
»Regionens embedsmænd gav det indtryk, at nu kom der 31 speciallæger fra Indien. Men det er løgn, for de er ikke speciallæger i dansk forstand. De har ikke en gang selvstændig autorisation til at virke som læge i Danmark,« siger Region Midtjylland overlægeformand Lars Bolvig Hansen til Berlingske Tidende.

Som næstformand i Specialerådet for diagnostisk radiologi sendte han allerede i marts 2007 en skriftlig advarsel til regionen – et brev, som regionsdirektør Leif Vestergaard Pedersen ifølge rådet ignorerede.

Projektleder på rekrutteringen og kommitteret Jørn Koch, Region Midtjylland, erkender, at det nok skal passe, at man er blevet advaret på forhånd. Han vidste også, at inderne tidligst kunne få arbejde som selvstændige speciallæger i 2010, skriver Berlingske Tidende.

»Ja, det vidste vi,« siger Jørn Koch.

Relaterede artikler