Infektionsmedicinsk afdeling Q på Skejby Sygehus kan for andet år i træk kalde sig landets bedste på sit område. Det glæder ledende overlæge Lars Østergaard. Han sender æren videre til afdelingens personale, der efter Lars Østergaards mening har gjort en fantastisk indsats i et år, som har været præget af stor aktivitet på grund af influenza A-epidemien.
»Set fra et ledelsesperspektiv har influenza-aktiviteten demonstreret vores omstillingsparathed. Vi har haft et par travle måneder, hvor aktiviteten målt i antal patienter har været tredoblet over en periode på tre uger. Selv om vi har været presset, har der været en god korpsånd, og vi har heldigvis kunnet trække på et par reservelæger, der tidligere har været på afdelingen,« siger Lars Østergaard.
Infektionsmedicinsk afdeling har fungeret som influenzacenter på Skejby Sygehus, og afdelingens ambulatorium har stået for vaccinationer af hele sygehusets personale. Det har givet ekstra travlhed, og Lars Østergaard fortæller, at én enkelt sygeplejerske på halvanden uge vaccinerede 850 personer.
»Det er karakteristisk for den måde, dagligdagens udfordringer ofte tackles på. Personalet er som regel bedre til at finde praktiske løsninger. Jeg kommer personligt næsten altid med de dårligste ideer,« konstaterer Lars Østergaaard med et grin.
Nybyggeri
Afdelingen har i det forløbne år indviet et nybyggeri med 16 sengepladser på fire store såkaldte slusestuer. For at aflaste afdelingens personale for tidskrævende registreringsarbejde har afdelingen givet 12 medicinstuderende et kursus i kvalitetsarbejde og ansat dem på timebasis til dataregistrering. Det er en ordning, som begge parter profiterer af: Afdelingens personale kan bedre fokusere på patientarbejdet, og de studerende får nyttig viden, de kan bruge i deres videre uddannelse.
»Vi kalder dem ’Qdocs’. De har løst opgaven så godt, at vi nu har udlånt dem til sygehusledelsen,« fortæller Lars Østergaard.
Selv om den faglige identitet og stolthed er høj, og afdelingen har placeret sig i toppen, må det aldrig blive en sovepude for hverken ledelse eller medarbejdere, pointerer Lars Østergaard. Der er altid rum for forbedringer.
Bedst til infektionsmedicin