Dragten er udviklet af Claus Andersen, der snart er færdig som civilingeniør med speciale i intelligente sensorer.
»Tanken er, at dragten f.eks. registrerer lavt blodsukker og samtidig sender besked til en insulinpumpe om kroppens behov. Eller den registrerer, at væskebalancen er dårlig, og samtidig sender den en alarm til den ældre om, at hun skal huske at drikke,« siger Claus Andersen i en pressemeddelelse fra Aarhus School of Engineering.
Teknologien bag dragten hedder Body Area Network og gør det muligt at fragte data trådløst fra flere fysiske sensorer til lægens skrivebord.
»I princippet giver det uanede muligheder for at følge den ældres tilstand meget omhyggeligt døgnet rundt. Lægen kan f.eks. via sin computer se virkningen af medicin, og hjemmesygeplejersken kan få en alarm på sin mobiltelefon, hvis dragten registrerer et fald,« siger Claus Andersen.
Der er stadig et stykke vej igen, før den intelligente dragt kan blive til rigtigt tøj. Den skal bl.a. videreudvikles, så sensorerne bliver mindre og energiforsyningen til dragten stabil. I øjeblikket tester de studerende blandt andet opladning af sensorer via kroppens bevægelser og sollys.