DR-dokumentaren »Giften i kroppen« om Omniscan-skandalen begav sig i går ud på en vanskelig opgave: At forsøge at placere et ansvar for, at et stort antal danske nyrepatienter har udviklet den alvorlige bivirkning nefrogen systemisk fibrose (NSF) efter mr-scanninger med kontrastmidlet Omniscan.

Og for ikke at trække spændingen ud, så lad det med det samme være sagt, at det lykkes ikke.

For at kunne placere et ansvar, skulle udsendelsen komme i dybden med producentens, myndighedernes og lægernes rolle i skandalen. Hvilken viden havde producenten GE Healthcare om den alvorlige fare, nyrepatienter, der fik Omniscan, blev udsat for – og hvornår havde de den viden?

Hvad gjorde den godkendende og kontrollerende myndighed Lægemiddelstyrelsen for kritisk at gennemgå videnskabelige data, overvåge bivirkninger og løbende vurdere midlets egnethed til patienter, der i kraft af deres nyresygdom havde svært ved at udskille kontrastmidlet af kroppen?

Hvornår erkendte lægerne, at der var problemer med brugen af Omniscan, og var de gode nok til hurtigt at indberette deres iagttagelser af bivirkninger?

Hvis man som seer forventer nye afsløringer i dokumentarudsendelsen, skuffes man. Forklaringen kommer desværre først til allersidst, i rulleteksterne: Hverken Lægemiddelstyrelsen, GE Healthcare eller professor Henrik S. Thomsen har ønsket at medvirke i programmet. Henrik S. Thomsen har som professor og overlæge på radiologisk afdeling på Herlev Hospital haft en central placering i bl.a. afprøvningen af Omniscan på nyrepatienter.

I stedet har tilrettelæggeren af udsendelsen kastet sig over lægerne. Dels de nefrologer, der henviste patienterne til mr-scanning forud for en nyretransplantation, dels de radiologer, på hvis afdelinger der tidligere blev anvendt Omniscan.

Michel Neméry, relativt nytiltrådt ledende overlæge på radiologisk afdeling på Herlev Hospital, bliver i udsendelsen repræsentant for lægestanden. Stillet over for interviewerens anklage om at have sat gang i ’et eksperiment, som løb løbsk’ ved at bruge Omniscan i langt større doser til alvorligt syge nyrepatienter, end der var videnskabeligt belæg for, kan Michel Neméry med sindsro svare, at det var Lægemiddelstyrelsen, der udstak rammerne for, hvor store doser Omniscan lægerne måtte anvende til nyrepatienterne. Radiologerne holdt sig til de rammer for brugen af Omniscan, myndighederne havde udstukket. Det har Michel Neméry formodentlig ret i, og afskåret fra at høre Lægemiddelstyrelsens mening, er det spor også lukket.

Gamle nyheder
»Giften i kroppen«’s angivelige afsløring er, at Lægemiddelstyrelsen kendte til problemerne med brugen af Omniscan til nyrepatienter før 2006, hvor sammenhængen mellem Omniscan og NSF blev kendt, men undlod at gribe ind og stoppe brugen. For læsere af Dagens Medicin kommer denne ’afsløring’ på tv med en betydelig forsinkelse, læs f.eks. forsiden af avisen fra 6. februar 2009.

»Giften i kroppen« bærer desværre præg af at være produceret over et længere tidsrum, hvor både lægerne på de Omniscan-brugende hospitaler og den øvrige medieverden sideløbende med den lange produktionsproces har bragt nye detaljer frem i sagen.

Intentionerne om at gøre Herlev Hospital til både arnested og rugekasse for ondet selv, er blevet undermineret af bl.a. Odense Universitetshospital og Skejbys egne ’afsløringer’ af, at de også har nyrepatienter, der har fået NSF efter undersøgelser med Omniscan. Præmissen, at NSF var og er et rent Herlev-problem, holdt ikke. Det har producenterne undervejs indset, og det har tvunget dem til at opfinde kunstgreb som erstatning for de vinkler, man har måttet afskrive.

Personhistorien fylder meget
Kunstgrebet har været at lade især en enkelt patientcase fylde en uforholdsmæssig stor del af udsendelsen. Den 25-årige nyrepatient Stine Elkjærs historie gennemgås i detaljer, hvor seeren blandt andet får indblik i de dagligdags problemer, NSF har givet hende. Seeren indvies også i NSF’s betydning for Stine Elkjær og kæresten Kaspars parforhold, bl.a. via korte interview med kæresten. Al ære og respekt for den menneskelige historie, identifikationen, skæbnefortællingen og de pædagogiske forsøg på at lade seeren forstå, at ’det kunne lige så godt have været dig’. Men det fjerner fokus fra beskrivelsen og forklaringerne på skandalen. Historien kører af sporet.

Forsøget på at placere et ansvar lykkes ikke. Afsløringen udebliver. Forventningen om få ny viden indfries ikke. Løse insinuationer, dramatisk underlægningsmusik og kameraføring, dystre tv-billeder og andre filmiske virkemidler kan ikke løfte udsendelsen og levere en egentlig forklaring på, hvad pokker det var, der gik galt.

ANMELDELSE

»Giften i kroppen«.
DR-dokumentar.
Sendt 11. marts 2009 kl. 20 på DR1.
Tilrettelægger: Lise Bræstrup.
Produktion: Cobra Film

Links til alle Dagens Medicins artikler om omniscan-skandalen