Sundhedsstyrelsen adm. direktør Else Smith bekræfter over for Dagens Medicin, at såvel Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) som Nationalt udvalg til vurdering af kræftlægemidler (UVKL) vil blive nedlagt i forbindelse med de omstruktureringer som følger, når Lægemiddelstyrelsen fra 1. marts bliver en del af en ny fælles Sundhedsstyrelse.
Nedlæggelsen af UVKL er en konsekvens af, at regionerne har dannet Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin (RADS), som ifølge Else Smith skal overtage de arbejdsopgaver, som hidtil har ligget i UVKL.
»Når man skal igennem en spareplan, gennemgår man alle opgaver, og i lyset af, at RADS er etableret og ser ud til at fungere, er der ingen grund til, at vi også har UVKL. Det vil derfor blive udfaset til fordel for RADS,« siger Else Smith.
Hun understreger, at Kræftstyregruppen skal fortsætte med at give faglig rådgivning til Sundhedsstyrelsen om udviklingen på kræftområde.
»Så skal vi have fundet et fornuftigt samarbejde mellem RADS og Kræftstyregruppen, for der vil selvfølgelig være beslutninger i RADS, som vil være af interesse for kræftstyregruppen,« siger Else Smith.
Omstruktureringerne betyder ligeledes, at de opgaver, som IRF har hidtil har stået for at løse, fremover skal varetages af Sundhedsstyrelsen, og at der således ikke længere vil være et selvstændigt institut, der hedder Institut for Rationel Farmakoterapi, og at den ledige direktørstilling heller ikke vil blive genbesat.
»Institut for Rationel Farmakoterapi har stået for en masse vigtig rådgivning til bl.a. de praktiserende læger, men det arbejde har overlappet med opgaver i Sundhedsstyrelsen. Det arbejde lægger vi nu sammen i den nye Sundhedsstyrelse,« siger Else Smith.
Den nye Sundhedsstyrelse skal også overtage Lægemiddelstyrelsens funktioner i forhold til at vurdere om lægemidler skal have tilskud, men styrelsen vil fortsat hente rådgivning hos Medicintilskudsnævnet, når ansøgninger om tilskud vurderes og når tilskudsstatus skal revurderes.