I løbet af 2012 skal alle danske sygehuse være koblet på en ny, national platform til udveksling af uddrag fra blandt andet elektroniske patientjournaler, som vil betyde, at læger altid kan finde oplysninger om en patients medicinforbrug og tidligere diagnoser, uanset om borgeren er faldet om tre eller 300 km fra hjemmet.

Og i modsætning til i dag, hvor et opslag i e-Journalen og andre nationale registre fører lægen væk fra epj-systemet, så bliver flere patientoplysninger i 2013 synlige direkte i klinikerens fagsystem, for eksempel epj.

Det er visionen for en kommende national platform til udveksling af patientoplysninger, kaldet ’det nati- onale patientindeks’ (NPI), som udvikles af National Sundheds-it (NSI), statens myndighed for udvikling af sundheds-it.

Platformen skal give klinikere adgang til data fra en række eksisterende og kommende databaser, heriblandt det fælles medicinkort med oplysninger om en patients medicinforbrug de seneste to år og et nyt tværregionalt indeks med billeddiagnostiske data, som bliver lanceret inden udgangen af 2012.

Derudover vil patientindekset også give adgang til cave, journalnoter, laboratoriedata, vaccinations- og donorregister.

»Så vil man virkelig kunne tale om en national epj, for selv om der kommer til at mangle eksempelvis oplysninger om planlagte undersøgelser, så vil alle helbredsoplysninger være lagt frem, uanset hvor i landet man befinder sig,« siger Pia Kopke, kundechef i Koncern-it i Region Hovedstaden og tovholder for regionernes fælles projekt om national adgang til patientjournaler, som regionerne kalder ’den nationale sundhedsjournal’.

Klinikere har dog kun læseadgang til patientdata, og hvis noget skal rettes, skal det ske direkte i rette sy- stem.

Forsinkede visioner
Udviklingen af en national patientjournal har i årevis været visionen for skiftende sundhedsministre, men visionen er flere gange blevet forsinket, omformuleret eller helt opgivet.

Det skete senest i 2009, hvor det nationale patientindeks oprindelig skulle være lanceret for i første omgang praktiserende læger. Den plan blev dog forpurret, da Datatilsynet krævede bedre sikkerhedsforanstaltninger omkring systemet, fordi det ville give klinikere adgang til at samkøre data fra flere registre. Det var nødvendigt at sikre 100 procent, at der kun ville være adgang for den læge, der aktuelt havde en patient i behandling, mente tilsynet.

Tre år tidligere havde Datatilsynet også lukket adgangen til e-Journalen allerede på lanceringsdagen, fordi systemet efter tilsynets mening ikke beskyttede de følsomme oplysninger godt nok mod misbrug.

For at undgå en lignende situation, blev lanceringen af lægernes adgang til patientindekset udskudt, indtil der var styr på sikkerheden.

Nu har NSI sendt udviklingen af NPI i EU-udbud og forventningen er, at lanceringsdagen bliver i sommeren 2012.

»Vi har prækvalificeret fem mulige leverandører til systemet, og inden årsskiftet ved vi, hvem der skal stå for udviklingen,« siger Jens Hvidberg, projektleder i NSI med ansvar for patientindekset.

Men uanset hvornår NPI bliver klar, så lover regionerne at have integreret de oplysninger, som klinikere i dag har adgang til via e-Journalen, i de elektroniske patientjournaler i 2013.

»NPI er en forudsætning for, at oplysningerne kan samles i ét skærmbillede, men vi vil som minimum levere en løsning, hvor klinikere kan få vist oplysninger fra forskellige registre i separate skærmbilleder,« fortæller Pia Kopke.

Projektgruppen for ’den nationale sundhedsjournal’ har netop præsenteret en beskrivelse af minimumsløsningen for styregruppen i RSI-samarbejdet, der skal give den endelige godkendelse til, at regionerne kan gå videre med planerne. Det ventes at ske i november.

Først når NSI har leveret patientindekset vil regionerne gå videre med planerne om at bygge sundhedsjournalen på NPI.