To et halvt år efter oprettelsen er regionernes fælles it-organisation, RSI, klar til at udvide samarbejdet.

Det fortalte sekretariatschef i RSI, Heidi Forberg, tirsdag på e-sundhedsobservatoriets årsmøde i Nyborg.

It-samarbejdet blev i 2010 skudt i gang med lanceringen af 24 pejlemærker, hvor regionerne var enige om at arbejde sammen om at finde, udvikle og udrulle de bedste løsninger inden for en række områder.

Det samarbejde har blandt andet omfattet udrulning og integration af e-journal, oprettelsen af et fællesregionalt billedindeks samt forpligtelser for udrulning af Fælles Medicinkort og effektiv systemadgang.

Men fremover vil regionerne i højere grad end tidligere fokusere på udnyttelsen af de mange nye it-systemer, der blandt andet er indført under RSI-samarbejdet.

»Vi startede vores samarbejde med et fokus på at skabe nye løsninger, men nu er det naturligt at fokusere på drift og koordination af de løsninger. Det næste skridt i vores samarbejde bliver derfor lanceringen af en ny fællesregional strategi for it i sundhedssektoren,« sagde Heidi Forberg.

Stategien er stadig på tegnebrættet, men det står klart, at et nøgleord for det fremtidige samarbejde bliver sammenhæng mellem systemer og sektorer, og et indsatsområde bliver at skabe bedre muligheder for at udveksle data og kommunikation i et patientforløb.

Nye pejlemærker
Af de oprindelige 24 pejlemærker har regionerne i dag gennemført 13, og de resterende 11 samarbejdsprojekter skal være afsluttet inden udgangen af 2013.

»Vi ved, at nogle pejlemærker er forsinket, og disse følger vi naturligvis til dørs,« forsikrede Heidi Forberg.

Med afsæt i den kommende fælles it-strategi vil regionerne i første del af 2013 præsentere endnu en række af samarbejdsprojekter, som de fem regioner forpligter sig til at gennemføre i de kommende år.