Bedre kvalitet og brug af ressourcer i patientbehandling, der skal føre til færre og kortere indlæggelser.

Formentlig universelle mål for et hvilket som helst sundhedsvæsen, men også målene for projektet Patient@home, der netop har fået en såkaldt SPIR-bevilling (strategic platform for innovation and reseach).

»Vi skal kigge på behandlingsforløb på sygehuse, og på hvilke processer, vi kan understøtte med teknologi,« uddyber professor, ph.d. og projektleder Uffe Wiil Kock fra Syddansk Universitet målsætningen.

Projektet, der løber over de næste seks år og bl.a. skaber 22 nye forskerstillinger, skal fokusere på ’intelligente samfundsløsninger og velfærdsteknologi’, og det får et samlet budget på omkring 190 mio., hvoraf de 70 kommer fra det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation, mens godt 120 mio. er egenfinansiering fra projektdeltagerne, der tæller en række danske og udenlandske videns-institutioner og 29 virksomheder.

Blandt partnerne er Welfare Tech Region, Region Syddanmark, Danmarks Tekniske Universitet, Aalborg Universitet, Teknologisk Institut og Delta, men også store udenlandske navne som organisationen Kaiser Permanente og Heidelberg Universitet er involveret i Patient@home.

Robotter og overvågning
Det store fokuspunkt er som nævnt teknologiunderstøttede behandlingsforløb, især med fokus på at få patienter ud af sygehusene og hjem i deres egne senge, mens de er under behandling. Det kræver både forskning og udvikling af konkrete produkter.

»En lille del af det overordnede projekt er at se på, hvordan vi kan bruge robotter til genoptræning, og vi har allerede en prototype. Det er en intelligent robot, der kan hjælpe folk uden særlig meget førlighed i armene til at få den rigtige modstand i deres træning, så deres muskler aktiveres korrekt,« fortæller Uffe Wiil Kock.

»Det kunne også være apparater til at overvåge patienter i hjemmet, så sygehuspersonalet kan overvåge dem hjemme – en videreudvikling af telemedicin. Kameraudvikling er også et fokusområde, så det bliver muligt at se, hvordan patienten har det,« tilføjer projektlederen.

Internationale samarbejdspartnere
Uffe Kock Wiils egen rolle er at analysere de kæmpe mængder data, der vil komme ud af Patient@homes mange underprojekter.

»Når vi har samlet en masse data på f.eks. en robot skal de behandles, analyseres og visualiseres, så sundhedspersonalet kan se essensen og tage medicinske beslutninger derudfra. Vi skal også have sundhedsøkonomer med, der kan dokumentere den økonomiske effekt af det, vi gør. Er det rentabelt, og virker det?« fortæller Uffe Kock Wiil.

Virkningen af f.eks. robotter og apparater til overvågning skal testes i samarbejdskommunerne Frederiksberg, Næstved, Aarhus og Odense, samt på Idéklinikken på Aalborg Sygehus og på Odense Universitetshospital.

Mere tekniske tests foregår bl.a. i Forskerparken i Odense, på Teknologisk Institut og hos firmaet Delta. Er produkterne virkelig lovende, bliver de også sendt til udlandet.

»De allerbedste produkter, der samarbejder vi bl.a. med Kaiser Permanente og Heidelberg Universitetet. De produkter, vi tror mest på, sender vi også ud til dem. Vi håber, Patient@home kan blive starten på et dansk ’velfærdsteknologieventyr’, i stil med vindmølleeventyret,« siger Uffe Kock Wiil.