Den 55-årige kirurg Jess Riis har sagt ja til fast overarbejde på Farsø Sygehus for at sikre sig, at ikke alle patienter forsvinder ud på private sygehuse. Sin løn vil han ikke afsløre, men ifølge Ortopædkirurgien i Region Nordjylland er den gennemsnitlige betaling til læger, der udfører merarbejde, dobbelt så høj som deres normale timeløn.

Hvilken aftale har du om merarbejde på sygehuset?

»Vi har en kollektiv aftale, hvor vi er fem-seks speciallæger der opererer hofter og knæ hver anden mandag efter arbejdstid. På en måned bliver det vel til 12-14 timer for mig, og på en aften fra 15.30 til 23.30 når jeg vel gennemsnitligt fire operationer,« siger Jess Riis.

Hvorfor vælger du ikke at score kassen på at arbejde på et privat sygehus?

»Tanken er aldrig faldt mig ind. Jeg er stor tilhænger af offentlige sygehuse, og jeg har interesse i at holde på patienterne, så pengene også bliver i det offentlige system. Det er min egen lille ideologiske kamp, og hvis man kan bevare overskuddet inden for det offentlige, er der også penge til uddanne fremtidige læger.«